Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Muren faldt - friheden vandt

09-11-2019 KL. 09:02
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

I aften er det 30 år siden, at Muren faldt.

Og med Murens fald var det slut med DDR-regimet. Som dominobrikkker faldt de østeuropæiske diktaturer, og frihed og demokrati sejrede.

Den østtyske grænsevagt, Harald Jäger, oplevede med egne ord »den værste og skønneste dag« i livet for 30 år siden. Den værste, fordi han var under ekstremt pres, da masser af folk samlede sig ved grænsen, fordi de havde hørt, at DDR-borgere frit kunne passere grænsen - og den bedste dag, fordi han traf beslutningen om at åbne grænsebommen, så østtyskerne frit kunne gå over grænsen til Vesttyskland.

Da presset voksede, og der ikke kom klar besked fra DDR-systemet, kontaktede grænsevagt Jäger telefonisk oberst Rudi Ziegenhorn, og ifølge Kristeligt Dagblad gav det følgende samtale:

- Oberst, jeg har ikke kunnet opretholde kontrollen. Jeg har åbnet grænsen for alle, lød det fra Harald Jäger.

Der var stilhed i flere sekunder i den anden ende. Så sagde obersten:

- Det er godt, min dreng.

Og røret blev lagt på.

Det var fantastisk, at Muren til sidst faldt uden at mennesker blev dræbt i aften for 30 år siden. Aldrig skal det glemmes, at mere end 600 DDR-borgere blev skudt og dræbt af grænsevagter - eller på anden måde døde ved flugtforsøg til friheden i Vesten. Det er bare ét eksempel på, hvor brutalt og umenneskeligt DDR-styret var. Læg dertil Stasi-overvågningen, ensretningen, det manglende demokrati, den manglende ytringsfrihed og de manglende varer i butikkerne. Heldigvis rejste befolkningen sig mod styret. Fredelige demonstrationer blev større og større, og til sidst kollapsede det kommunistiske beton-samfund. Friheden vandt.

Det fællesskab - som de mange, der kæmpede mod DDR-regimet, oplevede - kan man godt forstå har præget dem for livet. På samme måde som mange her i landet oplevede et særligt fællesskab ved at stå sammen under besættelsen i 2. verdenskrig. Det skal ikke forveksles med tanke om på nogen som helst måde at ønske sig tilbage, men det er klart, at når der er en ydre - eller indre fjende - i et land, så er der et særligt sammenhold i befolkningen. Mod den fælles fjende.

På 30 års dagen for Murens fald, skal dem, der gav deres liv for friheden, mindes. Og det skal huskes at der blev vist utroligt mod fra alle dem, der i DDR satte sig op mod systemet. Huskes skal også den amerikanske præsident Ronald Reagan, der blæste på sine embedsmænds råd og under et Berlin-besøg gav den klare opfordring: - Riv den mur ned!

Tyskland blev genforenet, diktaturer i Østeuropa blev erstattet med demokratier. Gamle fjender blev Vesteuropas allierede i et fælles Europa. Den kolde krig stoppede. Og kun i eks-Jugoslavien endte opbruddet med en forfærdelig og blodig borgerkrig.

Som grænsevagt udviste Harald Jäger et stort mod og en stor handlekraft den aften for 30 år siden. På nethinden er stadig billederne af DDR-borgere, der gik og kørte ind i Vesttyskland som frie borgere. Tak til ham - og tak til alle som kæmpede for Murens fald og for den dyrebare frihed.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Lokalt

Besparelser drøftet: Sengepladser på sygehuset i Skive lever endnu Besparelser drøftet: Sengepladser på sygehuset i Skive lever endnu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland