Gå til hovedindhold
Lokalt

Museum opgiver at drive udstilling: Historisk mølle trænger til hjælp

13-03-2019 KL. 12:00
Empty

Flyndersø Mølle ligger meget smukt ved Flyndersø. Men møllen er slidt, og fremtiden for huset er uvis. Foto: Torben From

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Museum Salling har opgivet at drive en udstilling i Flyndersø Mølle.

Derfor forsøger Skive Kommune nu at få det gamle hus sat i stand, så det kan komme til at virke som en indgangsport til og besøgscenter for Naturpark Flyndersø - Sdr. Lem Vig.

Skive Kommune har kontaktet Realdania, som giver støtte til den type af projekter. I en henvendelse til Realdania beskriver Skive Kommune, at Flyndersø Mølle har »en meget usikker fremtid for sig«.

Museum Salling drev til og med sidste år møllen som et kulturhistorisk formidlingssted. Halvdelen af huset er indrettet som en ubemandet udstilling. Bygningen er i meget dårlig stand, og udstillingen er forældet og nedslidt.

Museum Salling ønsker ikke længere at drive udstillingen grundet økonomi. En tæller på døren til møllen viste, at godt 10.000 mennesker besøgte bygningen i 2018. Skive Kommune har lejet møllen i 2019 for at undersøge, om der kan søges penge hjem til at renovere møllen og lave en ny og tidssvarende udstilling. Møllen ejes af Peter Neergaard, der ejer Flyndersø og jord omkring søen.

Borgere i området mener, at møllen udgør en vigtig del af områdets historie, og de støtter arbejdet med at få møllen sat i stand og gjort til besøgscenter for Naturpark Flyndersø - Sdr. Lem Vig. Peter Neergaard vil gerne fortsat udleje huset til udstilling.

Skive Kommune har lavet et overslag, det viser, det kommer til at koste omkring 2.3 millioner kroner at sætte møllen i stand og indrette den til besøgscenter for Naturpark Flyndersø - Sdr. Lem Vig.

Ud over det beløb skal der også bruges penge til driften af et besøgscenter. Det kommer Skive Byråd til at tage stilling til i forbindelse med dette års forhandlinger om Skive Kommunes budget for 2020.

- Stedet kan komme til at fungere meget fint som besøgscenter for Naturpark Flyndersø - Sdr. Lem Vig, og det er lige nu den eneste måde, stedet kan fortsætte som udstillingssted. Det bliver meget spændende, om Realdania vil se en ansøgning fra os, siger Anne Navrbjerg, projektleder hos Skive Kommune.

Peter Neergaard glæder sig til en afklaring.

- Alternativet er at sætte huset i stand, så det kan bruges til bolig. Det synes jeg vil være synd, for det er et meget godt projekt, Skive Kommune arbejder med, siger Peter Neergaard.

Han vil ikke afvise, at han kan medvirke til finansiering af en modernisering af huset til besøgscenter - det kommer til at afhænge af et eventuelt udspil fra Skive Kommune.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

112

Varetægtsfængslet i fire uger: Skibonit truede med at bombe kommunen flere gange Varetægtsfængslet i fire uger: Skibonit truede med at bombe kommunen flere gange

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland