Lokalt

Nabo til bordel: »De har smadret mit hus«

Siden 1981 har John Kaastrup boet i den ene ende af det lille tvillingehus på Pile Allé i Ramsing.

- Jeg købte det på min 19 års fødselsdag, fortæller John Kaastrup om sin bolig med stue, førstesal og kælder.

Boligen i den modsatte ende af tvillingehuset fik nye ejere i april sidste år. Den lille bolig blev solgt for blot 44.000 kroner, ifølge Den Offentlige Informationsserver, OIS.

Og lige siden, at John Kaastrup fik de nye naboer på den anden side af brandmuren, som deler tvillingehuset i to, har han jævnligt haft en del bøvl. Bøvl, som han gerne havde været foruden.

John Kaastrup er ikke et sekund i tvivl om, at hans nye naboer af udenlandsk herkomst driver bordelvirksomhed.

Politiet er egentlig heller ikke særlig meget i tvivl. Men at kunne bevise det i en sag, der holder juridisk vand i retten, er faktisk ikke så enkelt, som nogen måske tror. Det vender vi tilbage til.

John Kaastrup føler sig ganske enkelt terroriseret af den omfattende aktivitet omkring naboens kælder, hvor prostitutionen angiveligt foregår: Døre, der smækker sent om aftenen og ud på natten. Biler, der kører til og fra. Og enkelte gange har der været natteskænderi mellem en mand og en kvinde i boligen. Skænderier af så voldsom en karakter, at John Kaastrup har ringet til politiet.

- Jeg sover aldrig, siger John Kaastrup, der til daglig er i fleksjob på grund af en dårlig ryg hos vinduesfabrikken Kastrup.

I det hele taget har John Kaastrup flere gange kontaktet politiet, og de har da også været ude at snakke med ham om problemerne. Men John Kaastrup synes, at der sker alt for lidt i sagen.

Ligesom andre liberale erhverv har også prostitution været omfattet af coronanedlukningen siden før jul.

Men hans naboer har arbejdet under nedlukningen, har John Kaastrup kunnet konstatere som nærmeste nabo.

- Ja, det har de - og det ved politiet godt, siger han.

13. maj begyndte konflikten mellem John Kaastrup og hans nye, udenlandske naboer for alvor.

Ifølge John Kaastrup var hans naboer i gang med at grave ud til en bruser og kloak i kælderen (et arbejde som John Kaastrup i øvrigt mener, har været uautoriseret og ulovligt) da brandmuren mellem de to boliger pludselig gav sig.

- De har smadret mit hus totalt ved at grave ind under min brandmur, siger John Kaastrup.

Brandmuren har tilsyneladende givet sig og skredet lidt ud, fordi naboen har gravet for tæt på den nede i kælderen.

John Kaastrup viser Skive Folkeblad, hvordan der blandt andet er opstået sprækker og hulrum bag hans køkkenklinker op mod brandmuren, ligesom det er opstået sprækker i det ellers forholdsvist nymalede tapet. Og i John Kaastrups kælder har mur og kældertrappe revet sig løs fra hinanden.

Lige nu har John Kaastrup en verserende forsikringssag kørende, som han ikke ønsker at gå i detaljer omkring på nuværende tidspunkt.

Umiddelbart er hans frygt, at han ikke får en erstatning, som, han mener, står mål med skaderne.

- Som sagen står nu, vil jeg få en kæmpe økonomisk regning, siger John Kaastrup, som også er træt af, at hans naboer ikke får afhentet deres dagrenovation. I stedet oplever han, at plastikposer med skrald bliver bare bliver stillet ud i den åbne garage.

Politikommissær Poul Fink fra den centrale efterforskningsenhed hos Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter, at politiet har været ude at tale med både John Kaastrup og hans nye naboer.

- Vi har været ude at tjekke flere gange på adressen, siger Poul Fink.

Problemet er bare, at der skal være tydelige tegn på bordelvirksomhed, lige når politiet dukker op. Og det har der ikke været i de tilfælde, hvor politiet har besøgt adressen, oplyser Poul Fink.

- Der var ikke noget. Vi skal kunne bevise dét, der foregår, siger Poul Fink.

Det betyder med andre ord, at det jo ikke i sig selv er ulovligt, at udlændinge bor på en adresse, hvis de i øvrigt har et gyldigt turistvisum eller anden opholdstilladelse.

Politiet skal - om ikke lige frem tage folk med bukserne nede - så i hvert fald tage kvinderne i dét, som Poul Fink betegner som »en arbejdssituation«, hvis politiet skal kunne anholde kvinder, der driver prostitution under cornonanedlukningen. Der skal altså være tydelige tegn på bordeldrift på den specifikke adresse, hvis det skal føre til anholdelse.

Via sin forhenværende nabo - altså sælgeren af naboboligen - har John Kaastrup haft mulighed for at se den indgåede købkontrakt med de nuværende ejere af boligen på den anden side af brandmuren. På købskontrakten står en mailadresse, som er fuldstændig identisk med en mailadresse på en annonce for prostitution i Spøttrup, som John Kaastrup har opsporet på internettet.

John Kaastrup mener således, at den ligger lige til højrebenet, at det nu er bevist, at der drives bordel på Pile Allé i Ramsing. Og han har videregivet dette spor til politiet.

Men helt så enkelt er det desværre ikke alligevel.

Hos politiet medgiver Poul Fink, at mailadressen peger på, at John Kaastrups naboer driver prostitution.

Men det beviser ikke, at der er bedrevet ulovlig prostitution fra netop adressen på Pilé Allé i Ramsing under coronanedlukningen.

Poul Fink opfordrer John Kaastrup til at kontakte politiet igen på det specifikke kontaktnummer, han har fået udleveret, når han næste gang oplever noget konkret, der tyder på ulovlig bordeldrift hos naboen.

På grund af nedlukningen har al prostitution siden før jul været ulovlig at bedrive - det gælder også den normalt lovlige prostitution, som er at henregne som et liberalt erhverv på linje med frisører, akupunktører og massører.

Den første del af tvillingehuset med det røde tag tilhører John Kaastrup. Han købte boligen i 1981. Den bageste del af huset med det sorte tag blev købt i april sidste år af nogel folk, som John ikke er specielt begejstret for at have fået som nabo.  Foto: Peter Welander
Brandmuren mellem de to boliger har flyttet sig. Ifølge John Kaastrup fordi, hans naboer har gravet ind under brandvæggen fra deres kælder. Her har køkkenklinker revet sig løs fra muren.  Foto: Peter Welander
Køkkenbordet rev sig løs, da væggen gav sig.  Foto: Peter Welander
Revner i tapetet fra dengang brandmuren gav sig i maj sidste år, hvor John Kaastrups naboer var ved at grave og renovere i deres kælder. En kælder, som siden renoveringen har taget imod adskillige sexhungrende mænd, ifølge John Kaastrup. Og således er bordeldrift indirekte blevet skyld i skader på John Kaastrups bolig.  Foto: Peter Welander