Gå til hovedindhold
Ritzau Erhverv

Negativ ketchupeffekt rammer Kraft Heinz

22-02-2019 KL. 14:25
Bunden faldt ud af Kraft Heinz-aktien, da det natten til fredag dansk tid blev kendt, at selskabet havde en sand strøm af dårlige nyheder klar i selskabets årsregnskab for 2018. (arkivfoto)
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Natten til fredag har sandsynligvis efterladt aktionærer i Kraft Heinz med rigtig dårlig smag i munden efter en sand ketchupeffekt af dårlige nyheder i koncernens årsregnskab for 2018.

Kraft Heinz, der i Danmark måske bedst er kendt for at sælge ketchup, har problemer med salget og myndighederne. Derudover har to af koncernens bedst kendte mærker tabt 15 milliarder dollar i værdi.

De af aktionærerne, der ikke allerede ved læsningen af regnskabet tabte tålmodigheden, fik endnu en prøvelse, da aktien som resultat af de dårlige nyheder faldt med over 20 procent i efterhandlen.

Analytikere på stribe har nedjusteret deres vurderinger af selskabet. En af dem kalder ifølge erhvervsmediet Bloomberg regnskabet for et artilleribombardement af dårlige nyheder.

Salget af Heinz Ketchup og Krafts forskellige produkter såsom mayonnaise og smøreost skuffede i 2018's fjerde kvartal. Omsætningen skuffede med flere hundrede millioner kroner alene i de tre måneder.

Desuden har Kraft Heinz nedskrevet værdien af mærkerne Kraft og Oscar Meyer med 15,4 milliarder dollar. Det svarer til lige under 100 milliarder kroner.

Det ikke-justerede nettoresultat for 2018 landede på et 12,6 milliarder dollar stort minus. Det svarer til over 80 milliarder kroner.

Samtidig kan koncernen fortælle, at den modtog en stævning fra det amerikanske børstilsyn, SEC, i oktober sidste år.

SEC undersøger revisionen i koncernen, herunder procedurer og kontrolfunktioner i indkøbsafdelingen samt aftaler og sideaftaler inden for indkøb fra leverandører.

Kraft Heinz forventer dog ikke, at undersøgelserne vil påvirke selskabets økonomi i fremtiden.

De dårlige nyheder gjorde intet godt for selskabets aktiekurs, der forventes at åbne lavere end nogensinde, når børsen i New York åbner fredag.

Kraft Heinz er et resultat af en fusion i 2015 mellem ketchup-producenten Heinz og Kraft, der blandt andet laver smøreprodukter.

Det er i dag et af verdens største fødevareselskaber.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Lokalt

Glæde i Skive: Udvist mor og datter får lov at blive Glæde i Skive: Udvist mor og datter får lov at blive

Kultur

Bjerre og Danefeld i barsk debat om Skive Theater: »Skandale« og »løse påstande« Bjerre og Danefeld i barsk debat om Skive Theater: »Skandale« og »løse påstande«

112

Tiltalt for at dræbe 41-årig: Nu skal 23-årig skibonit for retten Tiltalt for at dræbe 41-årig: Nu skal 23-årig skibonit for retten

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland