Lokalt

»New York-projekt« mangler fem købere i at blive til virkelighed

Skive Lofts har fået et halvt år mere til at afgøre, om den tilbageværende slagtehal på slagterigrunden i Skive skal bygges om til lejligheder.

Selskabet sigter mod »New York-lejligheder« - lejligheder med højt til lofter inspireret af lejligheder indrettet i tidligere industribygninger. Skive Lofts udbød lejligheder i bygningen for et halvt år siden, efter tidligere omtalte af de mulige lejligheder havde vist interesse.

- Det går fornuftigt. Vi har fem, som har erklæret sig klar til at købe, og to som overvejer. Så snart, vi har solgt 10 lejligheder, vil vi sætte ombygningen i gang. Vi er godt på vej, men vi er hæmmet af coronavirussen - vi kan for eksempel ikke afvikle åbent hus. Vi satser på, at corona-restriktionerne bliver lempet i løbet af de nærmeste måneder, så vi kan sætte fuld skrue på realiseringen af projektet, siger Asbjørn Møller Nielsen, ejendomsmægler hos EDC i Skive.

Han arbejder ligesom Jesper Langballe, ejendomsmægler hos Danbolig i Skive, sammen med Skive Lofts om salget af lejlighederne.

Hallen er delt op i 20 moduler, som køberne kan købe og indrette efter behov. Men Skive Lofts skal altså have solgt 10 af de 20 moduler for at realisere projektet.

Antallet af fremtidige lejligheder i huset er ikke muligt at forudsige nu. Det afhænger af, hvordan køberne køber sig ind i huset. Det er også muligt at bruge moduler til kontorer.

Der skulle have været en afklaring nu. Men ejeren af slagtehallen, Danish Crown, og Skive Kommune har valgt at give Skive Lofts til og med august til at afklare, om »New York-lejligheder« i hallen kan realiseres.

Hvis det ikke lykkes, køber Skive Kommune også den del af slagterigrunden, og Danish Crown vil rive slagtehallen ned, inden kommunen overtager grunden.

Denne visualisering viser, hvordan slagtehallen i Skive kan komme til at se ud, hvis den bygges om til lejligheder.
I august sidste år var Skive Lofts klar med en rå prøvelejlighed i slagterihallen i Skive. Her ses ejendomsmægler Asbjørn Møller Nielsen (til venstre), arkitekt Bo Christensen, Skive Lofts, og ejendomsmægler Jesper Langballe i lejligheden. De håber, de snart kan sætte fuld skrue på salget af lejligheder i hallen. Arkivfoto: Jens Kristensen