Gå til hovedindhold
Kultur

Niels Hausgaard kastede sig ud i Paludan-rap i Spøttrup Kulturhal

05-03-2020 KL. 11:13
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

På under en time blev alle 750 billetter revet væk til det Niels Hausgaard-show, som onsdag aften fandt sted i Spøttrup Kulturhal.

»Du ved, hvad jeg mener«, er titlen på den nordjyske entertainers nye show, som han lige nu turnerer landet rundt med.

Kulturkløften mellem eliten og det folkelige, bibelbæltet der strammer i Alabama og mænds akavede måde at give hinanden krammere på var nogle af emnerne.

Og Hausgaard kastede sig sågar ud i en rap om en af de mest omtalte og googlede danskere i 2019, nemlig Rasmus Paludan.

Men showets altoverskyggende tema fra den nu 75-årige Hausgaard handlede om at blive gammel.

Showet blev indledt med en sang om entertainerens frygt for, at publikum på de første rækker sidder og hvisker om, at han er blevet for gammel, og hans koncert er for lang:

»Jeg skal aldrig til koncert med Niels Hausgaard mere. Det bliver Allan Olsen næste gang,« sang han, mens latteren lød i hallen.

Niels Hausgaard afslørede, at han som ung tænkte: - Hvorfor er gamle mennesker så trælse? Hvorfor er de så påståelige og bedrevidende?

- Og jeg har jo ikke kunnet give svaret før nu: Det er fordi, vi har noget at have det i, lød det fra den ældre herre oppe på scenen.

Ind imellem blev en akkord glemt hist og en verselinje glemt pist.

Med et skævt smil lod Hausgaard forstå, at han ikke selv var ked af dette. Så bevarede sangene »skitsens friskhed«, som han formulerede det.

Publikum virkede generelt heller ikke kede af det under showet.

Der blev grinet meget, især i anden afdeling, hvor Hausgaards karakteristiske anekdoter og »røverhistorier« faktisk fyldte mere end sangene.

Det er første gang, at arrangøren Spøttrup Kulturhal har afviklet et kulturarrangement med en kunstner af Niels Hausgaards kaliber.

Trods 750 publikummer formåede arrangøren at løse denne opgave til et 13-tal: Det gik smertefrit med at komme til og fra i bil, med parkeringsguider til at tage imod. Der var masser af frivillige til at billettere og hjælpe folk med at finde deres pladser. Det var let at forsyne sig med drikkevarer i pausen. Der var sågar håndsprit på toiletterne.

Lad os derfor håbe, at det ikke er sidste gang, at Spøttrup Kulturhal er vært på en koncert af denne størrelse.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Kultur

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland