Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Notre Dame i Paris står i flammer

15-04-2019 KL. 20:15
Notre Dame i Paris i flammer mandag aften. Branden brød ud klokken 18.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Der er mandag aften udbrudt en voldsom brand i den katolske kirke Notre Dame i Paris.

Kirken er et af den franske hovedstads vartegn.

Billeder fra fransk tv viser, at tårnet er omspændt af flammer, og det brænder under en del af taget. Tyk røg vælter op fra det historiske bygningsværk, som hvert år besøges af millioner af mennesker.

Præsident Emmanuel Macron skulle mandag aften have talt til nationen om, hvordan han vil reagere på de seneste måneders store demonstrationer i Frankrig, Han meddeler, at han aflyser sin tale på grund af storbranden i Notre Dame.

Det er endnu ikke lykkedes politiet at fastslå med sikkerhed, hvad der er årsag til branden.

Der er renoveringsarbejde i gang i kirken, og branden kan muligvis være opstået under dette arbejde, oplyser brandvæsnet til avisen Libération. Inde i kirken var man ved at forberede påsken og de katolske ceremonier, der symboliserer Jesus' død og opstandelse.

Branden brød ifølge øjenvidner ud klokken 18.50.

Paris' borgmester, Anne Hidalgo, betegner det som "en forfærdelig brand".

- Brandvæsnet i Paris forsøger at kontrollere flammer, skriver hun på Twitter.

Ifølge tv-stationen BFMTV er folk blevet evakueret fra den ø i Seinen, hvor Notre Dame ligger, og der er etableret en omfattende sikkerhedszone.

Notre dame blev færdigbygget i midten af 1300-tallet. Det tog cirka 200 år at opføre den.

Dens berømmelse steg, da forfatteren Victor Hugo i 1831 udgav romanen "Klokkeren fra Notre Dame".

- Så forfærdeligt at følge den omfattende brand i katedralen Notre Dame i Paris, skriver USA's præsident, Donald Trump, på Twitter.

- Måske fly med vandtanke kan bruges til at slukke den. Man må handle hurtigt, tilføjer han.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland