Gå til hovedindhold
Sport

Nu skal de høje bjerge udfordres

16-12-2017 KL. 08:29
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

51-årige Henning Bechmann fra Stoholm er ikke de »nemme løsningers mand«.

Han har over de seneste seks år hvert sommer givet sig selv en løbemæssig sommer-udfordring, og nu melder han ud, hvad sommeren 2018 skal bruges på.

Det bliver en tur over Alperne og Dolomitterne i det nordøstlige Italien, hvor han i 2017 løb i den nordvestlige del af støvlelandet.

I sommer tog han strækningen fra Schweiz til Rom fra Sct. Bernhardspasset - en strabadserende tur på mere end 1100 km - mens han i 2018 »kun« vil tilbagelægge 573 km - men i de barske Alper/Dolomitter. Turen vil indeholde flere højdemeter end nogensinde før - og det hele topper i ca. 3200 meters højde.

- Det er »sidste kapitel« i min anden trilogi, som Bechmann udtrykker det - efter nu to x tre løb over seks forsøg.

- Jeg havde en ide om, at jeg som på min første tur i 2013 ville løbe langs havet, hvilket jeg er meget fascineret af - men den tur, der var i kikkerten, var for »pæn«. Det lignede et guldalder-maleri - og sådan skulle det ikke være, siger Stoholm-manden, der arbejder i sportsforretning i Skive, hvor han blandt andet rådgiver et løbe-publikum.

Stor længsel

- Mine seneste to Filuran trail tours har været særdeles hårde, hvilket har givet mange overvejelser om, hvorvidt jeg overhovedet skal drage af sted igen. Længslen efter denne form for meditativ oplevelsessport er dog kæmpestor, så det handler måske om at finde den rigtige balance mellem sport og eventyr, siger han selv.

Den planlagte tur åbner i München og slutter i Venedig og bringer Bechmann igennem den italienske bjerggruppe Dolomitterne, som længe har været drivkraften i hans søgen efter en trail tour.

Her er voldsomme stigninger og virkelig mange højdemeter. Flere steder er der boret stålwire i klipperne, til brug ved såvel opstigning, som når det går nedad. Det betyder passager, hvor man ikke kan løbe.

Med helikopter

- Det bliver en øde omgang, hvor man gør klogt i at ramme de få muligheder, der er for overnatning. En beskrivelse af ruten nævner et overnatningssted, hvor alle forsyninger tilføres via helikopter! fortæller Bechmann.

- Proviantering er kun muligt få steder, så jeg må gennemtænke min oppakning påny, da der skal være plads til mere mad denne gang. Man anbefaler, at der medbringes en speciel overlevelsespose, hvis man bliver fanget i det omskiftelige vejr.

- Set hjemmefra kan man godt blive slået bagover af rutens rå karakter, men efterhånden som jeg kommer længere i at læse op på tingene, så indeholder det her den helt rigtige dramatik for mig. En god ting ved ruten er, at den kun er omkring 573 km, hvilket, jeg tror, er godt for mig, der, hvor jeg er lige nu.

Dropper andre løb

Jeg forventer at måtte træne specifikt til Alperne, da det bliver en hel tour kun i bjergene. Det vil formentlig også betyde, at nogle af de andre løb, jeg plejer at stille op i, vil blive droppet denne sæson.

- Jeg har allerede accept fra familien om at drage af sted igen. Forleden fik jeg så fri på arbejde, så vejen er nu banet for at touren kan blive en realitet.

Turen vil sandsynligvis finde sted i august 2018 - og Henning Bechmann har bedt om godt to ugers ferie fra sit job.

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

112

21-årig voldsmand på spil igen: Overfaldt kvinde to dage efter dom 21-årig voldsmand på spil igen: Overfaldt kvinde to dage efter dom

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland