Nu var der også brand i nabo-bygningen: »Der er ingen tvivl om, at den var påsat«
To gange på tre dage.
Så mange gange er Nordvestjyllands Brandvæsen og politiet kaldt til ild i tomme bygninger på Marius Jensens Vej i Skive.
Den første anmeldelse kom natten til mandag, da det brændte kraftigt i nummer 6.
- Onsdag klokken 07.11 fik vi så en anmeldelse om, at der kom røg fra nabobygningen i nummer 8, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Anmeldelsen kom fra en håndværker, der var i færd med at afmontere det sidste elektricitet i nummer 6, da han kunne se, at der kom røg fra nabomatriklen, som også står tom.
- Der er ingen tvivl om, at den er påsat, siger Niels Bach.
Han fortæller, at der fire steder i den tomme bygning havde været ild.
Nogle steder brændte det stadig, da brandvæsenet kom for at slukke ilden.
- Vi kan se, at der var sat ild til ringbind, papirer og plast de fire stedet, siger politiassistenten.
Bygningen slap uden de store skader, men der kom brændemærker i gulvet.
Om der er en sammenhæng til branden i nummer 6, vil politiet ikke udtale sig om på nuværende tidspunkt.
- Det er for tidligt at sige, om der er en forbindelse mellem de to brande, lyder det fra Niels Bach.
Politiets brandteknikere arbejdede på at finde en årsag til branden i den tomme erhvervsbygning i nummer 6 mandag.
Der er dog ikke draget nogen konklusion endnu. I stedet er Brandteknisk Institut blevet bedt om at undersøge årsagen i slutningen af januar.