Debat

Nul stjerner til LA’s forslag

Liberal Alliance har foreslået at borgere, der bruger den offentlige sektor fremover skal kunne bedømme den enkelte medarbejderes indsats. Forslaget skal først indføres for social- og sundhedshjælpere og siden udbredes til hele den offentlige sektor. De medarbejdere med flotte bedømmelse skal så belønnes økonomisk.

Der tales i disse dage og uger meget om afstande i dansk politik. Det siges fx at der er langt fra København til Jylland. Det er der måske nok. For langt til tider. Men der er endnu længere fra LA gruppeværelset til virkeligheden i den offentlige sektor. Selvfølgelig er der problemer rundt omkring. Derfor skal der være tilsyn, der kan se til at tingene foregår ordentligt. Men det er svært at se at dette forslag vil forbedre tingenes tilstand. Men mange brugere af den offentlige sektor vil ingen glæde få af forslaget. Demente ældre kan jo ikke bedømme deres plejere på en meningsfyldt måde. Sårbare ældre kan have svært ved at vurdere kvaliteten af den hjælp de modtager. Og hvor mange af os kan ærligt sige, at vi kan bedømme kvaliteten af den diagnose vi stilles af en læge på et hospital? Skoleelever kan i princippet da bedømme deres lærere – men skal lærernes løn virkelig afhænge af det? Jeg tror da ikke altid at jeg lærte mest af de lærere, der var mest populære.

Og risikerer vi ikke også at borgerne bedømmer medarbejderne på udfaldet af en given sag? Et afslag betyder en dårlig rating - selv når medarbejderne bare har fuldt lovgivningen. Det hænger jo ikke sammen. Det må blive nul stjerne til LA forslaget herfra. Det er fint at ønske nytænkning i den offentlige sektor – men det her er vist ikke gennemtænkt.