Gå til hovedindhold
Ritzau Politik

Ny aftale: Forsamlingsforbud hæves flere gange over sommeren

21-05-2020 KL. 00:55
Statsminister Mette Frederiksen (S) kunne sent onsdag præsentere aftale for yderligere åbning af samfundet.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Forsamlingsforbuddet hæves til 30-50 fra 8. juni, mens det forventes hævet yderligere fra 8. juli og igen fra 8. august.

Det viser en aftale for yderligere genåbning. Den blev alle Folketingets partier enige om sent onsdag aften efter forhandlinger det meste af dagen.

Det var i forvejen aftalt, at forsamlingsforbuddet skulle hæves til mellem 30 og 50 fra 8. juni, hvor fase 3 af genåbningen står til at begynde. I øjeblikket er der forbud mod forsamlinger på over ti personer.

Med aftalen åbnes der for eksempelvis sommerbryllupper og konfirmationsfester. Dog under visse forhold.

- Partierne er enige om gradvist at lempe forsamlingsforbuddet hen over sommeren.

- Regeringen vil i forbindelse med overgangen til fase 3, hvor det er aftalt, at forsamlingsforbuddet hæves til 30-50, fremlægge en sundhedsmæssigt forsvarlig plan, der indeholder en udmelding om anbefalinger til bryllupsfester, konfirmationsfester mv.

- Planen vil indeholde en forventet gradvis lempelse af forsamlingsforbuddet - som fx kan være selektiv for visse arrangementer mv. - henholdsvis den 8. juli og den 8. august, står der i aftalen.

Op til forhandlinger onsdag kom der en dugfrisk rapport fra Statens Serum Institut (SSI). Den beskrev store risici ved store forsamlinger og genåbning af eksempelvis nattelivet.

Læs her, hvad fase 2 bliver udvidet med som led i den nye aftale:

  • Inden 29. maj vil regeringen fremlægge en plan for en "kontrolleret og gradvis genåbning" af sommerturismen. Tidligere skulle svaret om grænsen falde senest 1. juni.
  • Hen over sommeren vil partierne lempe forsamlingsforbuddet. Som hele tiden planlagt hæves forsamlingsforbud 8. juni til 30-50 personer. Her skal også udkomme klarere retningslinjer for bryllupper, konfirmationer og lignende.
  • Fra mandag 25. maj udvider regeringen listen over anerkendelsesværdige formål. Udlændinge, som ejer et sommerhus i Danmark, må indrejse fra mandag. Desuden må kærester, bedsteforældre og forretningsfolk krydse grænsen.

       Disse ting må åbne straks:

  • Kulturaktiviteter som museer, teatre, kunsthaller, biografer og akvarier (skulle have ventet til fase 3, som begynder 8. juni)
  • Zoologiske haver og botaniske anlæg (skulle have ventet til fase 3, som begynder 8. juni)

    Disse ting må åbne 27. maj:

  • Udendørs forlystelsesparker
  • Sommeraktiviteter for børn og unge
  • Voksenuddannelse, herunder målrettet ledige og sprogcentre
  • Offentlige forskningsaktiviteter, som kræver tilstedeværelse
  • Højskoler
  • Fuld åbning af DR og TV2
  • Ungdomsuddannelser som gymnasier og erhvervsuddannelser
  • Videregående uddannelser kan afvikle mundtlige eksamener fysisk og undervisning, der kræver fremmøde
  • Foreningsliv som aftenskoler, musik- og kulturskoler (dog med restriktioner i forhold til blandt andet korsang) og spejdere
  • På grund af store regionale forskelle på udbredelsen af coronavirus kan den fysiske tilstedeværelse genoptages i den offentlige sektor, bortset fra i Region Hovedstaden og Region Sjælland
  • Partierne er enige om at afvikle eller tilrettelægge retningslinjer for besøgs- og aktivitetsrestriktioner på eksempelvis plejehjem, hospice og bosteder

    Disse ting må ikke åbne:

  • Natteliv, diskoter og spillesteder (kan åbne i fase 4)
  • Fitnesscentre, badelande, legelande, svømmehaller
  • Videregående uddannelser, som ikke allerede er åbnet (åbner i fase 4)

    Disse ting er åbnet:

  • Vuggestuer, børnehaver, fritidsinstitutioner og skoleelever fra 0. til 5. klasse (fase 1)
  • Gymnasiale uddannelser for elever på de afsluttende niveauer (fase 1)
  • Liberale erhverv som frisører, tatovører, fysioterapeuter, tandlæger, psykologer og køreskoler (fase 1)
  • Detailhandel (fase 2)
  • Caféer og restauranter (fase 2)
  • 6-10. klasser og klubtilbud (fase 2)
  • Undervisning og eksamen med krav om fysisk fremmøde (fase 2)
  • Særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser og forberedende grunduddannelse (fase 2)
  • Flere privatansatte møder fysisk ind på arbejde (fase 2)
  • Professionel idræt uden tilskuere (fase 2)
  • Ind- og udlån på biblioteker (fase 2)
  • Udendørs idræts- og foreningsliv (fase 2)
  • Folkekirken og trossamfund (fase 2)
  • Efterskoler (fase 2)
  • Zoologiske anlæg, hvis transport foregår i bil (fase 2)
  • Flere offentligt ansatte på arbejde, herunder forsvar, politi, socialområdet, tilsyn med videre (fase 2)
Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland