Gå til hovedindhold
Erhverv

Ny analyse: Disse lokale firmaer tjente mest i 2019

16-07-2020 KL. 12:57
Empty

For børstefabrikken Vikan A/S var 2019 økonomisk et rigtig godt år. Skive-virksomheden kom ud af 2019 med et overskud på 52,2 millioner kroner efter skat. Det er 15 millioner kroner mere end året før. Arkivfoto

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Virksomhederne på Skive-egnen var økonomisk godt polstret forud for coronakrisen. I hvert fald når man ser på, hvor mange firmaer der præsterede et overskud i 2019.

80 procent af virksomhederne i Skive Kommune kom således ud af 2019 med et plus på bundlinjen.

Det viser en analyse fra kreditvurderingsselskabet Visma Rating, som har indhentet data fra Erhvervsstyrelsen for alle danske virksomheder, der har indberettet regnskab for 2019.

På landsplan kom 74 procent af virksomhederne ud af 2019 med et overskud.

Af de 371 virksomheder i Skive Kommune, der har indberettet regnskab for det seneste kalenderår, havde 80 af virksomhederne et overskud på over en million kroner efter skat.

Børstefabrikken i top

Øverst på listen over største overskud er »børstefabrikken« Vikan A/S, som kom ud af 2019 med et overskud på 52,2 millioner kroner. Året før havde Skive-virksomheden et overskud på 37 millioner kroner.

- Det kunne vi ikke have ønsket os meget bedre, sagde administrerende direktør Carsten Bo Pedersen til Skive Folkeblad da regnskabet blev offentliggjort i foråret.

Regnskabet blev beskrevet som historisk godt med en omsætning, der nåede op på 345 millioner kroner, og en egenkapital der voksede til 173 millioner kroner.

Sidenhen er Vikan - som mange andre virksomheder - dog blevet ramt af coronakrisen, som blandt andet gjorde, at firmaet i april hjemsendte 25 medarbejdere i produktionen.

Nummer to på listen er byggevirksomheden BGB A/S, der præsterede et overskud på 42,5 millioner kroner efter skat.

Herefter følger Skive Vand A/S med et overskud på 24,7 millioner kroner, Freja Transport & Logistics A/S med 23,4 millioner kroner og Roslev Trælasthandel A/S med 19,6 millioner kroner.

Det forbrugerejede selskab Skive Vands overskud på knap 25 millioner kroner skyldes, at GreenLab Skives tilslutningsbidrag faldt på plads det år. Det gav en indtægt, som ikke var med i budgettet for 2019. Skive Vands ekstraordinært store overskud i 2019 vil blive tilbageført til forbrugerne over fire år.

Nielsen, Skov og Thise

I analysen indgår aktieselskaber (A/S), anpartsselskaber (ApS) og iværksætterselskaber (IVS) med regnskabsafslutning den 31. december, og som har et fuldt regnskabsår (365 dage). Det vil sige, at virksomheder, der har et skævt regnskabsår, ikke er medtaget i analysen.

Det betyder, at virksomheder som blandt andet N.C. Nielsen i Balling og Skov i Glyngøre ikke er med. De fortjener rettelig også at blive nævnt i denne sammenhæng.

N.C. Nielsen Gruppen, som består af N.C. Nielsen A/S og Scantruck A/S, havde i årsregnskabet for 2019/2020 med skæring den 1. februar 2020 et overskud på 114,6 millioner kroner efter skat og en samlet omsætning på 1,6 milliarder kroner.

Skov A/S havde i det senest offentliggjorte regnskab for 2018/2019 et overskud på 66,7 millioner kroner efter skat og en omsætning på 777 millioner kroner.

Andelsselskaber er heller ikke med i analysen fra Visma Rating, hvilket udelukker Thise Mejeri fra opgørelsen.

Det lokale mejeri havde i 2019 et overskud på 27,4 millioner kroner efter skat, og for andet år i træk rundede omsætningen en milliard kroner.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland