Gå til hovedindhold
Erhverv

Ny avis-alliance: »Skive Folkeblads fremtid sikret«

03-09-2020 KL. 13:05
Empty

Foto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Skive Folkeblad og Herning Folkeblad har indgået en avis-alliance - en sammenlægning med lokal forankring, der skal fremtidssikre udgivelsen af Skive Folkeblad som lokalt dagblad til gavn for læsere og annoncører på Skiveegnen.

De to bladhuse går sammen om aktieselskabet Skive Folkeblad A/S, og sammenlægningen skal sikre fortsat lokal forankring og identitet. Det nuværende garantselskab Skive Folkeblad G/S fortsætter og har udgiverretten til Skive Folkeblad, som så forpagtes ud til Skive Folkeblad A/S. Garantselskabet ejer samtidig fortsat Skive Folkeblads bygninger og værdipapirer.

Det bliver med aftalen fastslået, at Skive Folkeblad altid skal have domicil i Skive Kommune, og der er en forpligtelse til at udgive Skive Folkeblad. Selskabets hovedfunktioner inden for redaktion og salg skal foregå i Skive. Derudover bliver der lokal distribution. Og Ole Dall fortsætter som ansvarshavende chefredaktør på Skive Folkeblad. Samtidig har Skive Folkeblad G/S vetoret om ansættelse af kommende chefredaktør.

For Skive Folkeblad har det været afgørende at finde en model, der sikrer, at Skiveegnen også fremover har et Skive Folkeblad med masser af lokale nyheder og lokale annoncer og lokal identitet, som vi kender det i dag. Det fortjener Skiveegnen.

- Dagbladsverdenen har store udfordringer, og sammen med en enig bestyrelse ser jeg en afgørende fremtidssikring af Skive Folkeblad ved at gå sammen med Herning Folkeblad og Mediehusene Midtjylland i stedet for at forsøge at klare sig helt alene. I det nye samarbejde får Skive Folkeblad også nye udviklingsmuligheder på print og digitalt til gavn for vore læsere og annoncører, siger Ole Dall.

Skive Folkeblads bestyrelsesformand, advokat Jeppe Jepsen, konstaterer om sammenlægningen, at det er »vigtigt med rettidig omhu«, og han tilføjer:

Tiden er inde til et forpligtende samarbejde, som sikrer fortsat lokal identitet og kvalitet for Skive Folkeblad. Det ville være for risikabelt for et lille bladhus som Skive Folkeblad at sejle alene videre i det hajfyldte farvand, som mediemarkedet er. Vi har set andre aviser lukke eller ende med et par lokale sider i en større avis. Aftalen mellem Herning Folkeblad og Skive Folkeblad sikrer, at der også i fremtiden er et Skive Folkeblad, og der tilføres udviklingsmuligheder blandt andet på det digitale område, siger Jeppe Jepsen.

Administrerende direktør for Herning Folkeblad, Alex Nielsen, siger om aftalen:

- Relationen mellem Skive Folkeblad og Herning Folkeblad har været tæt gennem flere år, og på basis af disse erfaringer samt vores erfaringer med sammenlægningen med Midtjyllands Avis i Silkeborg, går vi nu med glæde og store forventninger ind i denne nye mediekonstellation. Vi agerer efter tilgangen »lokal med vilje«, og det vil også være fundamentet i denne sammenlægning, hvor de to kernefunktioner redaktion og annoncesalg vil være tæt på det lokale liv i Skive, mens de bagvedliggende støttefunktioner vil blive samlet centralt.

Med aftalen bliver Skive Folkeblad en del af Mediehusene Midtjylland, der udover Herning Folkeblad består af dagbladet Midtjyllands Avis, 11 ugeaviser, seks radiokanaler m.v. Herning Folkeblads administrende direktør Alex Nielsen bliver formand for bestyrelsen i Skive Folkeblad A/S. Herning Folkeblad får tre medlemmer af bestyrelsen, mens Skive Folkeblad får to medlemmer. Desuden vil ansvarshavende chefredaktør Ole Dall deltage i bestyrelsesmøderne. Aftalen gælder fra 1. oktober.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland