Erhverv

Ny Skive-guide er trykt i København: Lokale trykkerier opgav at give tilbud

To lokale trykkerier opgav at give tilbud til Skive Kommune på tryk af papirudgaven af bogen Guide til Skiveegnen, som Skive Kommune lige har udgivet.

I påsken blev en digital udgave af bogen sendt som e-bog til 36.000 borgere i Skive Kommune.

Kommunen har også fået trykt 10.000 papirudgaver af bogen, som skal udleveres til blandt andet tilflyttere og mulige tilflyttere, ligesom papirudgaven gratis kan afhentes på Skive Bibliotek, når det åbner.

Papirudgaven er trykt af Eks-Skolen Grafisk Design & Tryk i København. De lokale trykkerier Arco og Vibla kunne have trykt bogen, som de blev indbudt til at give tilbud på.

- Det var meget omstændeligt for os med hensyn til den dokumentation, de bad om, i forhold til sådan en opgave. Derfor afholdt vi os fra at give et tilbud, oplyser Leif Hansen, salgschef hos Specialtrykkeriet Arco i Skive.

- Vi fik oplyst en kontaktperson, hvis vi havde spørgsmål til opgaven. Vi havde nogle tekniske spørgsmål. Dem kunne vi ikke få svar på. Derfor opgav vi at give et tilbud. Det er ærgerligt, at lokale virksomheder må opgive at give tilbud til Skive Kommune, siger Ole Lavesen fra Vibla.

Anders Storgaard Rask, chef for kommunikation, udvikling og erhverv hos Skive Kommune, lægger vægt på, at Skive Kommune meget gerne giver lokale leverandører mulighed for at løse opgaver.

- Vi bad derfor om tilbud fra to lokale og et udenbys trykkeri. Det ene lokale trykkeri takkede nej til at afgive tilbud på opgaven på grund af travlhed. Det andet takkede nej, efter at have været i kontakt med det kreative bureau, som havde svaret på tekniske spørgsmål. Vi var godt klar over, at det ikke var verdens mest simple opgave at afgive tilbud på, da bogen er et lille format, som indeholder både postkort i karton og kort, som kan foldes ud. Da vi ikke modtog tilbud fra de lokale trykkerier, endte vi med at gå med det trykkeri, som afgav tilbud på opgaven, og som desuden dokumenterede solid erfaring med komplekse opgaver af den type, som guiden er, siger Anders Storgaard Rask.

Det lokale trykkeri Skive Offset i Oddense blev ikke bedt om at give tilbud.

- Kommunens interne indkøbspolitik siger, at vi som minimum skal indhente to tilbud. Vi indhentede i alt tre tilbud. Vi indhentede ikke tilbud fra Skive Offset, ligesom vi ikke indhentede tilbud fra andre lokale trykkerier. Det er ikke kommunens praksis at indhente tilbud fra samtlige lokale udbydere. I denne omgang valgte vi at spørge Vibla og Specialtrykkeriet Arco, og næste gang kan vi vælge at spørge nogle andre, oplyser Anders Storgaard Rask.

Om valget af tilbud fra Eks-Skolens Trykkeri siger han:

- Vi var bekendt med, at Eks-skolens Trykkeri har erfaringer med specialløsninger tilsvarende dem, vi søgte. Derfor indhentede vi tilbud herfra.

Foto: Søren Bjørndal