Gå til hovedindhold
Sport

Ny træner træder til i kaos-ramt klub: »De har ramt mig på et godt tidspunkt«

28-11-2018 KL. 11:51
Empty

Jesper Johansen (til venstre) overtager roret i Oddense-Otting.
Arkivfoto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Midt i al virakken om afskeden med Henrik Pedersen er der dukket et nyt ansigt op i OddenseHus. Den nye cheftræner for Oddense-Ottings 1. divisionsdamer er den garvede Jesper Johansen, som har en lang håndboldfortid hos blandt andet Skive fH.

Senest var han en halvsæson på sidelinjen som assistent under Ole Bitsch hos Skive fH’s herrer i efteråret 2016, men siden da har han været på håndboldorlov. Nu er han imidlertid klar til igen at få savsmuld under fødderne i håndboldmanegen.

- Som jeg sagde til klubben, så tror jeg, de var heldige at få ramt mig på et godt tidspunkt. Jeg har trænet i mange år, men på et tidspunkt, går man jo lidt kold i det. Det seneste halve års tid er jeg dog begyndt at brænde lidt for det igen. Jeg har selv et par unger, der spiller, og der har jeg siddet på tilskuerpladserne og tænkt, hvorfor gør de ikke sådan og sådan. Og så vil man jo gerne træne selv, når man har det sådan. Derfor var jeg slet ikke i tvivl, da jeg blev kontaktet. Jeg skulle lige vende det med min kone, men halvanden time efter, klubben kontaktede mig, sagde jeg ja, lyder det fra den nye mand ved roret.

Det var søndag aften, der blev rettet henvendelse, og derefter satte parterne sig sammen mandag for at få detaljerne på plads. Senere mandag aften betød det et farvel til Henrik Pedersen, men samtidig et goddag og officielt velkommen til Jesper Johansen.

- Jeg glæder mig helt vildt til det, selvom jeg er en gammel rotte i faget. Det er selvfølgelig trist med Henrik, for jeg har helt vildt meget respekt for det, han har lavet. Nogle gange er det måske bare fint, at der kommer nye øjne til at kigge på det hele. Men det skal ikke tage noget fra det, han har udrettet med de piger, understreger Jesper Johansen.

Da Skive Folkeblad fangede den nye træner tirsdag eftermiddag, var han ikke bekendt med, at håndboldudvalget, på nær formand Joan Lindbjerg, havde valgt at trække sig i protest mod det stoppede samarbejde med Henrik Pedersen - samt at Jeanette Madsen, der er holdets topscorer, også overvejede at forlade klubben.

- Jeg bliver nødt til at sige, at det har jeg en enkelt kommentar til, og det er, at jeg glæder mig helt vildt til at træne med de piger i aften. Vi kigger hinanden i øjnene, og så håber jeg selvfølgelig, at vi er sammen om opgaven, lyder det fra Jesper Johansen, som ikke umiddelbart selv bringer nye ansigter med ind i spillertruppen.

Han debuterer som cheftræner, når Oddense-Otting på lørdag møder TMS Ringsted på udebane.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland