Gå til hovedindhold
Ritzau Politik

Nye Borgerlige: Partilister sikrer styr over kandidater

31-10-2017 KL. 14:35
Nye Borgerlige opstiller for første gang til et valg 21. november. Flere steder har partiets lokalafdelinger valgt at opstille på partilister, så partiet har størst mulig indflydelse på, hvilke kandidater der vælges ind.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Kommunal- og regionsrådsvalget 21. november bliver første gang, Nye Borgerlige har kandidater på en stemmeseddel.

Og det bliver mange steder i prioriteret rækkefølge på en såkaldt partiliste.

Den mest gængse opstillingsform er ellers sideordnet opstilling, hvor kandidaterne vælges efter antallet af personlige stemmer.

- Med partiliste har man bedre styr over, hvem der bliver valgt ind, siger næstformand Peter Seier Christensen, der dog understreger, at lokalforeningerne selv har bestemt.

Nye Borgerlige stiller op i 61 af landets 98 kommuner og alle fem regioner.

Ifølge Ritzaus optælling er det på partilister i 15 kommuner og én region. Når man lægger til, at partiet en del steder kun har én kandidat, udgør partilister en relativt stor andel.

- Der er mange medlemmer, vi ikke har set an for alvor. Det spillede ind på beslutningen, om vi ville nå at lære dem at kende - og om de kunne finde på at kuppe listen, siger spidskandidat Ditlev Otte-Trojel fra Rudersdal.

- Vi har ingen ressourcer til at undersøge folks baggrund. Vi ringer selvfølgelig til dem, når de melder sig ind. Men vi kan jo ikke fange alle. Så det handler også om at tjekke for landsbytosser, for nu at være helt ærlig.

Det er heller ikke alle ni kandidater i Rudersdal, der ønsker at blive valgt ind, og det er endnu et argument for at have partiliste, uddyber Ditlev Otte-Trojel:

- Hvis du er nummer otte på vores liste, har du jo ikke en reel chance for at blive valgt. Så er du med for at hjælpe med at hænge plakater op, tale med folk og måske trække nogle personlige stemmer fra naboerne.

Sideordnet opstilling anses ofte som det mest demokratiske, og det er også idealet for Steffen Møller Pedersen, spidskandidat i Skanderborg.

Alligevel står han øverst på partilisten:

- De penge, der bliver brugt til at promovere partiet i Skanderborg, kommer ud af min lomme. Og så tænkte jeg, at det var rimeligt, at jeg blev valgt ind som den første, når jeg selv punger ud.

I både Lemvig og Frederikshavn er det mere eller mindre en tilfældighed, at det er endt med partilister.

- Jeg troede faktisk, at det var den, der fik flest stemmer, der kom ind. Men vi er en flok amatører, der ikke har prøvet det her før, siger spidskandidat Henning Lyk fra Frederikshavn med et grin.

Spidskandidat Allan Berg fra Lemvig var "lidt for hurtig til at udfylde papirerne", men kalder partilisten "en heldig fejltagelse".

Modsat de øvrige etablerede landspartier, der primært bruger sideordnet opstilling, sværger Enhedslisten langt overvejende til partilister.

Blandt andet fordi kandidaterne dermed ikke fører intern valgkamp mod hinanden, men kollektiv valgkamp for hele partiet, lyder argumentet.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland