Lokalt

Nye Borgerlige vælger byrådsveteran som ny spidskandidat

Erik Mortensen, Vile, er netop valgt som spidskandidat for Nye Borgerlige, Skivekredsen, til kommunalvalget i 2021.

Nye Borgerlige, Skivekredsen, har valgt Erik Mortensen på en opstillingsgeneralforsamling onsdag.

Skivekredsen begrunder valget med, at Erik Mortensen - der til daglig er sælger i et grossistfirma - har mange års erfaring inden for politik: Som mangeårigt medlem af Sallingsund Kommunalbestyrelse og efter kommunesammenlægningen efterfølgende otte år i Skive Byråd. Først for Fremskridtspartiet og siden Dansk Folkeparti, som han senere brød med.

»Erik er kendt for sine markante holdninger og står gerne op for borgere, der bliver uretfærdigt behandlet af systemet,« skriver Nye Borgerlige i en pressemeddelelse.

Det har fredag formiddag ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra spidskandidaten selv.

På generalforsamlingen onsdag blev folketingskandidat for Nye Borgerlige, Skivekredsen, også fundet, idet der var genvalg til Helge Ibsen Hoffman, Højslev.

Erik Mortensen. Foto: Steen Don