Avisen Mener

Nye ord - håb om forsoning

Der var nye ord og nyt håb fra præsident Biden - ledsaget af en smuk udgave af den amerikanske nationalmelodi sunget af Lady Gaga - da det i aftes var skiftedag i USA.

Farvel til Trump, der helt i pagt med sit manglende menneskelige format, udeblev fra indsættelses-markeringen for den nye præsident. Joe Biden og Kamala Harris er nu på plads som henholdsvis præsident og vicepræsident i verdens førende supermagt. Opgaven er enorm for dem - både indenrigspolitisk og i forhold til USA´s optræden internationalt.

Gode beslutninger blev allerede taget i aftes. USA er igen med i Paris-klimaaftalen, og USA er igen med i det internationale sundhedsarbejde i WHO. Og så er der allerede nedsat et udvalg, der skal vejlede om hurtig og forstærket indsats mod corona, som har kostet over 400.000 amerikanere livet. Det er ganske ufatteligt, så lidt Donald Trump satte i værk mod den livsfarlige virus.

- Politik behøver ikke være en rasende ild, der ødelægger alt på dens vej«, sagde Joe Biden, som talte for sammenhold, national samling, samarbejde og evne til at lytte til andre. Den opfordring bør der også lyttes til i andre lande.

Joe Biden skjulte ikke den alvorlige situation, som USA står i med masser af splittelse og had - og det er kun to uger siden, at Kongressen blev stormet af voldelige demonstanter, der - opildnet af Trump - ikke ville erkende, at Biden havde vundet præsidentposten.

Den nye præsident mindede om, at USA før har været udfordret - fra borgerkrig, verdenskrig og til terror - men man har klaret det.

- Vi vil blive bedømt - du og jeg - på, hvordan vi løser vor tids mange kriser. Vil vi vise os situationen voksen? Vil vi klare denne sjældent svære time?, spurgte Biden i en klar appel til hele befolkningen.

Håbet er forsoning og samarbejde frem for yderligere splittelse og had. USA har store problemer: Corona, racediskrimination, fattigdom, manglende sundhedssikring af borgerne, klima-udfordringer og økonomiske problemer.

At landet fremstår så splittet har Donald Trump en stor del af ansvaret for, men der er også andre skyldige på begge yderfløje. Nu er tiden inde til, at stærke moderate, samarbejdende kræfter står sammen - det gælder også i den politiske verden, hvor Joe Biden skal gøre alt for at inddrage fornuftige republikanere i arbejdet.

- Fremtiden for dette land har aldrig været bedre, lød det fra Donald Trump, da han holdt sin afskedstale i en militær lufthavn uden for Washington. Well, måske får han ret - men så skyldes det, at han ikke længere som præsident lægger tonen og spreder den hadske stemning, som USA nu længe har været plaget af.

Nu venter der en rigsretssag mod Donald Trump. Hvis han dømmes, kan han ikke stille op ved præsidentvalget om fire år. Der er i amerikansk presse forlydender om, at han nu møder så meget modstand i Det Republikanske Parti, at han vil overveje at stille op for sig selv som en uafhængig kandidat om fire år - hvis han klarer rigsretssagen.

Det skal vise sig. Lige nu er han politisk fortid. Og Joe Biden er nutid og fremtid. Det føles godt. Svære udfordringer venter - men håb er tændt.

O.D.