Gå til hovedindhold
Kultur

Nyt, intimt spillested skal få folk til at rykke tættere sammen

11-11-2019 KL. 21:13
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Da parret Eva Mikkelsen og Rasmus Johansen i 2016 rykkede teltpælene op i Aarhus-forstaden Brabrand og slog sig ned i den gamle skole i Fly, havde de to allerede på det tidspunkt masser af idéer til, hvad den tidligere skole kunne bruges til.

Ret hurtigt fik stedet sin nye identitet og navnet »Flyfabrikken«, og det har aldrig været meningen, at de mange kvadratmeter »kun« skulle bruges til beboelse.

- Nogle idéer har vi løbende ført ud i livet, men vi har stadig et ark med omkring 50 små idéer, som vi godt kunne tænke os at afprøve på et eller andet tidspunkt, fortæller Eva Mikkelsen.

En af de mange idéer, som længe har stået på arket, folder snart sine vinger ud.

Det er planerne om et intimt spillested, som har fået navnet »Luftrummet«, og det har hjemme i det tidligere klasselokale på første sal.

De seneste år har der boet en musiker-familie i lokalerne, men de er nu flyttet videre, da pladsen blev for trang.

Det har i stedet åbnet op for, at Eva Mikkelsen og Rasmus Johansen kan gennemføre planerne om spillestedet, der har sin helt egen sjæl og kredser sig om fællesskabet og åndeligheden.

- Det er ikke meningen, at vi skal konkurrere mod hverken større spillesteder, forsamlingshuset eller andre foreninger, der gør det godt for at stable forskellige arrangementer på benene. Målet er, at vi kan skabe nogle arrangementer, der får folk til at rykke sammen på en anden måde. Et sted, hvor man kan få et åndeligt luftrum, siger Rasmus Johansen.

- Vi kan godt selv lide de lidt skæve og anderledes kulturelle arrangementer, og vi håber, at stedet kan være en mulighed for nogle af de mange talentfulde musikere, der ikke får plads på de større scener. Vi vil gerne skabe et miljø, der giver mulighed for masser af nærvær og møder mellem mennesker. Det er det, som det her sted kan, og det er også det, vi ønsker og brænder for, siger Eva Mikkelsen.

Det gamle klasseværelse er blevet indrettet med barstole, borde, køkken, lav belysning og selvfølgelig en scene. Der er plads til mellem 30 og 40 personer.

- Måske skal nogle lige vænne sig til, at pladsen er lidt trang, og at man kan sidde lidt tæt. Men vi tror, at folk hurtigt kan finde sig tilrette i det, siger Rasmus Johansen.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Seneste Kultur

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland