Erhverv

Nyt look: Butiksejer investerer stort i forretningen under nedlukning

Nyt trægulv, ny disk og generelt et mere hyggeligt look i sportsbutikken.

Mens butikken er politisk dikteret lukket, udnytter ejeren tiden til at foretage investeringer, der ellers ville kræve butikken lukket på et andet tidspunkt.

Sådan er situationen hos Sport24, Nørregade i Skive. Her har indehaver Bjørn Abrahamsen travlt med at få gjort alt klart, så kunderne kan få en ny oplevelse, når det igen bliver muligt at holde åbent.

Mandag var hele personalet kaldt på arbejde, men sidst på dagen blev de igen alle sendt hjem.

- Jeg har besluttet at investere en del penge i butikken, for jeg kan lige så godt udnytte tiden til at få det gjort. Alle mand har været kaldt ind, og vi har »løftet« hele butikken en meter op, så der kan blive lagt et nyt gulv. Vi har fjernet stativer og alt, der stod på gulvet. Nu har gulvfolkene 14 dage til at lægge et nyt gulv, siger Bjørn Abrahamsen.

Alt det, som er fjernet, er nu kørt ud til en af Bjørn Abrahamsens andre butikker, Sport24 Outlet i CityVest på Holstebrovej i Skive. Tredje butik er webshoppen.

Det gik hurtigt fra tanke til handling, da meldingen om nedlukningen kom:

- Jeg tog fat i Klavs (Klavs Brich, indehaver af Garant Skive/Brich Gulve & Gardiner, red.) mellem jul og nytår, da jeg fandt ud af, at nu ville jeg i gang med det. Vi skal udnytte situationen, når butikken alligevel er lukket. Der er 14 dage til at få lagt gulvet, men der skal selvfølgelig også være respit i den anden ende til at få tingene på plads, og der ligger stadig lidt udfordringer, fortæller Bjørn Abrahamsen.

Om den nye indretning tilføjer han:

- Udover nyt gulv og ny disk sætter vi ind med sofaer og laver nogle hyggehjørner omkring vores løbeafdeling. Vi vil lave ekstra hygge og mere varme inde i butikken. Det bliver rigtig godt, jeg glæder mig til at kunne invitere indenfor i den »nye« butik.

Bjørn Abrahamsen er usikker på, hvornår det kan ske:

- Om vi får lov at åbne igen om 14 dage, det er noget helt andet.

Samlet satser han på at kunne holde udgifterne til fornyelsen under 200.000 kroner. Og han glæder sig over arbejdet:

- Det er i hvert fald at gå imod strømmen. Jeg vælger at tro på, at der er en tid bagefter nedlukning og corona, siger Bjørn Abrahamsen.

Han udtrykker i øvrigt usikkerhed omkring reglerne i forbindelse med nedlukning:

- Personalet er her kun en dag for at hjælpe med at flytte tingene. Derefter er de selvfølgelig hjemsendt. Vi er jo også mega spændt på, hvad det her er, altså hvad må vi? Kæden er usikker, fordi vi er tvunget til at lukke vores butik, men må vi bruge vores personale, ligesom for eksempel pizzeriaer, der ustraffet må lave takeaway? For at kunne gennemføre fornyelsen af butikken, så er folk kaldt ind den her ene dag for at hjælpe med at flytte tingene, så gulvfolkene kan komme til.

Joan Laurberg

joan@skivefolkeblad.dk

Nedlukning betyder fornyelse. Hos Sport24, Nørregade i Skive, vælger indehaver Bjørn Abrahamsen (til højre) at investere, mens butikken alligevel skal holde lukket. For at give plads til gulvlægning har han valgt at indkalde medarbejderne en dag. Her ses indehaveren sammen med sin bror, Sune Abrahamsen.Foto: Joan Laurberg