Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Nyt parti - Fremad og tilbage!

08-11-2019 KL. 14:37
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Fremad!

Det er navnet på Simon Emil Ammitzbøll-Billes seneste parti. Navnet vil måske appellere til fodboldfans på Amager, hvor Fremad Amager som bekendt hører til, men ellers er det et navn, der mere signalerer symbol end substans. »Frem og tilbage« havde måske passet bedre på Simon Emil, der nu som 42-årig har været i fire partier: Radikale Venstre, Borgerligt Centrum, Liberal Alliance - og nu Fremad!

Det lyder samtidig lidt vel svulstigt, når Simon Emil svinger sig op til at sammenligne sig med Winston Churchill, der skal have sagt, at det er bedre at skifte parti end at skifte politik.

Det er næppe sådan, at der blandt vælgerne er et udtalt ønske om flere partier at vælge imellem. Der er partier - og dermed holdninger - til højre, i midten og til venstre. For 30-40 år siden var det især den venstre side af dansk politik, der var splittet op i talrige partier. Nu er det på borgerlig side, at det vrimler med partier. Paludan og Riskær bød sig til ved sidste valg uden held, mens Nye Borgerlige lige kom over spærregrænsen på to procent. Og så er der Venstre, DF, LA og konservative - sammen med Kristendemokraterne, der var tæt på at komme ind i Folketinget og også ville have peget på en V-statsminister. Så der er mere borgerlig splid end borgerlig samling i disse år - og det var da også splid, der prægede V-K-LA regeringens tid.

Nu skal det så vise sig, om Fremad kan samle de omkring 20.000 vælgererklæringer, som er en forudsætning for at stille op. Måske vil »røde« vælgere hjælpe for at øge den borgerlige splid og dermed muligheden/risikoen for at flere stemmer spildes på borgerlige partier, der ikke klarer spærregrænsen. Alt sammen noget, der øger Mette Frederiksens genvalgschancer som statsminister.

Retssikkerhed og klima, »fair og fast« udlændingepolitik, positivt syn på EU og et økonomisk konkurrencedygtigt Danmark står på Fremads program. Det er umiddelbart svært at forstå, at de synspunkter ikke kunne medføre, at de to partistiftere Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund kunne blive i Liberal Alliance eller gå ind i et andet eksisterende parti.

Men nu bliver Simon Emil selvfølgelig partileder fra første dag - spørgsmålet er bare, hvor mange der vil følge ham. Der er foreløbig ikke noget der tyder på, at han får følgeskab af mange fra Liberal Alliance, så det bliver op ad bakke med det nye parti.

Det er dog en fordel for Fremad, at partiet med Simon Emil allerede er repræsenteret i Folketinget. Det kan så til gengæld være med til at svække Liberal Alliance, der var en af juni-valgets helt store tabere og som kan få svært ved at klare spærregrænsen på to procent ved næste valg.

For Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, bliver vejen til Statsministeriet ikke lettere med de mange borgerlige partier. Udover risiko for stemmespild ved næste valg skal han nu samle seks partier, når han vil mødes med den nuværende borgerlige lejr på Christiansborg. Det kan let gå mere tilbage end Fremad!

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Lokalt

Besparelser drøftet: Sengepladser på sygehuset i Skive lever endnu Besparelser drøftet: Sengepladser på sygehuset i Skive lever endnu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland