Gå til hovedindhold
Lokalt

»Øen« vil give liv på Skive Havn

21-10-2017 KL. 17:10
Empty

»Øen« vil - efter Mogens Halborg Jensens opfattelse - ikke blot give mere liv på Skive Havn. Byggeriet vil også kunne lyse op, når man ad Viborgvej kører ind i Skive efter mørkets frembrud. @Billedtekst:Visualisering: Arkitektfirmaet Andreas Ravn

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

47 ejerlejligheder med udsigt over Skive Fjord, Krabbesholm Skov og det stemningsmættede miljø med fiskerhusene på Skive Havn.

- Alt kan lade sig gøre alle andre steder. Så kan det ikke passe, at det ikke også kan lade sig gøre her. Der findes ikke sådanne lejligheder i Skive, og havnen er den eneste i landet, hvor der ikke må bygges boliger.

Sådan siger en af Skives lokale investorer, Mogens Halborg Jensen, Dommerby.

Sammen med murermester Leif Jensen, Skive, der udgør den anden halvdel af Jensen & Jensen Invest ApS., har han netop fået udfærdiget arkitekttegninger til et stort lejlighedsbyggeri med 120 kvadratmeter store lejligheder, der - efter ønske - kan gøres større.

SYV ETAGER

Lejlighederne skal have egen p-kælder, altaner, tagterrasser, og byggeriet skal være på op til syv etager.

Håbet er, at byggeriet, der har fået navnet »Øen«, kan realiseres på grunde, som Jensen & Jensen Invest ApS i forvejen ejer. Det er Havnevej 41 og Krabbesholm Allé 3.

- Ejerlejligheder i Skive by er attraktive, og vi vil gerne have flere til at flytte hertil. Vi har tidligere solgt ejerlejligheder til 4,5 millioner kroner, og Kaj Ove Madsen har solgt i Kiwi-bygningen og i Asylgade. Men hvis man intet har på hylderne, så får man heller ikke solgt noget. Og er der ikke de boliger, som folk efterspørger, flytter de bare ikke hertil, fastslår Mogens Halborg Jensen.

De lokale politikere har hidtil været tilbageholdende med at blande bolig og erhverv på Skive Havn af frygt for klager over larm.

- Vi har ejet Krabbesholm Allé 3 i 25 år, og vi har aldrig fået klager. Da vi gik i gang med renoveringen af Hotel Skivehus, vidste vi godt, at mange gæster ikke ville bo ud mod Sdr. Boulevard, fordi der var trafikstøj. Det klarede vi ved at sætte lydisolerede ruder i, og nu er det der, mange gæster gerne vil bo, fordi der er liv. Sådan kan vi også gøre på havnen, men først og fremmest skal vi da have lavet nogle målinger, der skal påvise, om der reelt er støj, der kan genere, fastslår Mogens Halborg Jensen.

Kombination

Han understreger, at Jensen & Jensen Invest ApS intet ønske har om at genere erhvervslivet på havnen. Investorerne er selv klar til at en blanding af erhverv og boliger. Det ligger i projektet, at der i stueetagen, hvor der skal være parkeringskælder, også kan indrettes café eller butik.

- Det kan sagtens kombineres, og ja, det er en kæmpestor investering, men vi tror på den. Det gør vi, fordi vi får så mange forespørgsler på boliger i det område. Det vil give mere liv på havnen, men gennem 12 år har vi ikke hørt andet end »nej, nej og atter nej«. Efter min mening er det her den flotteste plan for byggeri, der endnu er set i Skive, vurderer investoren.

Ved det kommende kommunalvalg er Mogens Halborg Jensen selv opstillet for Skive-Listen i håb om øget udvikling på egnen.

- VI SKAL SELV

- Vi hører hele tiden politikere, der siger, at de håber, at pensionskasser og investeringsfonde vil investere i Skive. Men det sker ikke, for de kan få langt større afkast andre steder. Derfor er vi lokalt selv nødt til at gå forrest, og det er så det, vi håber at gøre. Havnen er et skønt og attraktivt område med skov, fjord og strand, og et byggeri som dette kan da være med til at forbinde by og havn, fastslår Mogens Halborg Jensen.

Får projektet den medvind, som investorerne håber, vil et byggeri kunne indledes før sommerferien i 2018. Det er arkitektfirmaet Andreas Ravn, der har udformet tegningerne.

Mogens Halborg Jensen ønsker ikke at oplyse, hvor meget Jensen & Jensen Invest ApS. agter at investere i byggeriet.

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland