Gå til hovedindhold
Lokalt

Økonomiudvalg vil ikke flytte legeplads: Børnenes Paradis bliver, hvor det er

19-08-2020 KL. 10:35
Empty

Arkivfoto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Hvis det står det til et flertal i Økonomiudvalget i Skive Kommune, bliver Børnenes Paradis på den placering, hvor det er, og der skal ikke laves en vejledende folkeafstemning, som et enigt Teknik- og Miljøudvalg (TMU) indstillede i sidste uge.

På tirsdagens møde i Økonomiudvalget stemte Bente Østergaard (S) og Anders Bøge (SF) for at indstille TMU’s beslutning til byrådet, mens Peder Christian Kirkegaard (V), Peder Christensen (S), Peter M. Vestergaard (DF), Dorthe Dalsgaard (V) og Morten Enggaard (V) stemte for at indstille, at Børnenes Paradis bliver på sin nuværende placering, og at der ikke skal sættes gang i en ny proces, der inddrager borgerne.

Ruth Kristensen (S) og Bent Dyrberg (R) undlod at stemme, og Preben Andersen (DF) og Per Jeppesen (Skive-Listen) var ikke til stede, oplyser sekretariatschef Lone Knudsen.

Hele debatten har taget udgangspunkt i Big Blue Skive og en diskussion om, hvordan en fremtidig idræts- og kulturpark skal indrettes. Der har længe ligget et oplæg til, hvordan det skulle se ud, men folkene i forvaltningen satte sig ned og tænkte nye tanker om, hvordan det kunne indrettes i den kommende park. Det nye forslag betød blandt andet, at legepladsen Børnenes Paradis skulle flyttes en anelse.

- Jeg synes egentlig, at det var nogle interessante tanker, der lå bag deres forslag, og det var noget, borgerne fortjente at blive involveret i. Derfor foreslog jeg, at vi skulle lave et borgermøde og en vejledende folkeafstemning for at få folk engageret i det, og det er altså det, et flertal i Økonomiudvalget ikke synes, siger Anders Bøge.

- Jeg er forundret over den her proces, for det er specielt at et enigt fagudvalg bliver stemt ned af Økonomiudvalget, og så synes jeg, det er ærgerligt, at borgerne ikke får mulighed for at se det her forslag. Nu låser man det fast, og der bliver nul diskussion, siger Anders Bøge.

1. viceborgmester Peder Christensen fortæller, at der på Økonomiudvalgsmødet var en del debat om emnet og ikke mindst princippet i at lave en vejledende folkeafstemning. En del af debatten handlede blandt andet om, hvorvidt lige netop denne sag retfærdiggjorde en folkeafstemning mere end andre sager, der behandles politisk. Debatten handlede også om, i hvilken grad byrådet ville være forpligtet af sådan en afstemning.

Derudover er der selvfølgelig også selve det konkrete indhold i sagen - altså om at ændre på området ved stadion.

- Jeg har ingen interesse i, at Børnenes Paradis skal flytte, siger Peder Christensen.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland