Erhverv

Omsætningen fordoblet på 10 år: Thise Mejeri klar med endnu et rekord-regnskab

Arkivfoto

For 10 år siden havde Thise Mejeri en årsomsætning på en halv milliard kroner, men nu har det lille økologiske mejeri vokset sig stort og kan for 2020 fremvise en rekordstor omsætning på 1,158 milliarder.

Og det er ikke kun omsætningen, der endnu en gang sætter rekord. Også årets resultat topper andelsselskabets hidtidige rekord med 31,7 millioner kroner - en stigning på 16 procent i forhold til 2019.

Faktisk oversteg 2020’s resultat også mejeridirektør Poul Pedersens egne forventninger, for han havde kun budgetteret med et overskud på 30 millioner kroner.

- Dette resultat anses som værende absolut tilfredsstillende, især når man tager de i foråret til tider tumultariske coronarelaterede markedsforhold i betragtning. Der var ikke noget, der tydede på sådan et godt resultat sidste forår, men så fik vi virkelig gang i salget. Især af ost - også på eksportmarkedet, siger Poul Pedersen og tilføjer:

- Vi regnede ikke med, at vi var så konkurrencedygtige, som vi åbenbart er, siger han.

Men selvom han burde sidde ved skrivebordet og juble, så er armene kun halvt oppe, og i den pressemeddelelse mejeriet har sendt ud er overskriften »Thise kom tåleligt igennem 2020«. Det er sandsynligvis et udtryk for god nordvestjysk beskedenhed, men der er også en gran af sandhed i det. Mejeriet har nemlig haft en indtjeningsnedgang på fire øre pr. kilo mælk, som afregningsprisen hos mælkeproducenterne - ejerne af mejeriet - er faldet fra 357 øre til 353 øre pr. kilo mælk. Det kan lyde som småpenge, men når der bliver indvejet 112 millioner kilo mælk - i øvrigt også rekord meget - i løbet af et år, så tæller alle øre.

- Det er gået rigtig godt på driften i mejeriet, men landmændene er gået ned i løn, og det skal man have respekt for, siger han og kalder indtjeningsnedgangen utilfredsstillende.

- Men vi er absolut konkurrencedygtige i afregningsprisen til producenterne, tilføjer Poul Pedersen og forklarer at de økologiske mælkepriser generelt har været nedadgående de seneste år.

Han påpeger, at det er vigtigt, at der er en solid økonomi på mejeriet, så det fortsat kan udvikle sig og bruge de penge, det kræver at udvide kapaciteten, så man kan tage imod de øgede mængder af økologisk mælk, mejeriet får ind.

Og der kommer mere mælk, forudser han. Allerede i det indeværende regnskabsår. En stigning på syv procent i mængden af indvejet mælk fra andelshaverne, forventer han for 2021. Thise Mejeri forventer som i tidligere år øget konkurrence på det stadigt stigende økologiske mælkemarked i Nordeuropa.

- Trods forventningerne om øget konkurrence har vi - med lyst og vilje til øget fokus på bæredygtighed i landbruget, på mejeriet og i vores produkter, samt på høj kvalitet, bredere produktdiversitet, højere effektivitet og stor innovationskraft hos både andelshavere og medarbejdere - gode forventninger til 2021, lyder det fra mejeridirektøren.

Forleden blev Thise Mejeri i øvrigt for 3. år i træk kåret som det mest bæredygtige varemærke inden for fødevarer i Danmark i en undersøgelse af 224 brands inden for bæredygtighed.

Landmændene får nu fire øre mindre pr. kilo mælk, de leverer til Thise Mejeri, men mejeriet er ifølge Poul Pedersen »absolut konkurrencedygtig« på afregningsprisen.  Foto: Arkivfoto