Ritzau Sport

Optimistisk Riddersholm tror på ny finale trods nederlag

De forsvarende pokalvindere fra Sønderjyske tabte torsdag første semifinale mod FC Midtjylland med 0-1.

Trods nederlaget tror cheftræner Glen Riddersholm fortsat på en plads i finalen i Sydbank Pokalen.

- Vi er stadig i live og stadig forsvarende pokalvindere, og vi går efter at afgøre det i Haderslev. Denne kamp gør os ikke mindre optimistiske, for vi har noget, der virker mod FCM, siger Riddersholm.

- Vi kom hertil for at vinde, og det kunne man også se på vores præstation, for vi viste igen, at vi har godt fat i FCM og ved, hvordan de skal spilles. De skabte stort set ingen chancer.

- Vi føler, at vi kan matche dem, og det er en god følelse at tage til Haderslev med, siger han.

FC Midtjylland-træner Brian Priske erkender, at hans mandskab ikke ramte sit topniveau i 1-0-sejren, som blev sikret efter en scoring kort inde i anden halvleg.

Han mener dog ikke, at sejren var decideret ufortjent.

- Jeg synes ikke, man kan sige, vi var heldige. Sønderjyske kunne sagtens have scoret, men vi kunne også godt have prikket en mere ind, så jeg synes, det var fortjent nok, siger Priske.

- Jeg er ikke super tilfreds med alt, og der var ting, jeg gerne ville have set anderledes, men jeg må også være godt tilfreds, når vi skiftede fem-seks positioner i forhold til seneste kamp og vandt alligevel.

- Vi vil vinde the double og går 100 procent efter at tage til Sønderjyske og ikke bare spille efter resultatet, men også at vinde. Det ændrer resultatet i denne kamp ikke på.

Sønderjyskes venstre back Marc Dal Hende kalder FCM for favorit før returkampen i Sønderjylland.

Han understreger dog, at Sønderjyske trods nederlaget tror på en plads i finalen i Aarhus i maj.

- FCM må selvfølgelig påtage sig favoritværdigheden efter at have vundet første kamp 1-0, men der er stadig spænding før returopgøret.

- Vi kunne vel godt være kommet afsted med uafgjort eller måske endda havde vundet, og vi er helt sikkert optimister før returkampen, siger Dal Hende.

Returopgøret i Haderslev spilles torsdag i næste uge.

/ritzau/

- Vi er stadig i live og stadig forsvarende pokalvindere, og vi går efter at afgøre det i Haderslev. Denne kamp gør os ikke mindre optimistiske, for vi har noget, der virker mod FCM, siger Glen Riddersholm efter nederlaget på 0-1.