Gå til hovedindhold
Erhverv

Ordrebogen fyldt op: Skive-virksomhed åbner fabrik i Ukraine

03-04-2019 KL. 11:26
Empty

Tommy Korsholt, direktør i TKT Electronics, Skive, og Jesper Holst, direktør i Ektos, Viborg, glæder sig over samarbejdet om den nye fabrik i Ukraine. Privatfoto

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Skive-virksomheden TKT Electronics på H. C. Ørsteds Vej i Skive får nu en lillesøster i Ukraine.

Virksomhedens produktionslinjer, processer og kvalitetsstyring kopieres til den nye produktionsenhed i Ukraine. Det vil betyde en høj kvalitet til priser, der kan konkurrere med Fjernøsten, lyder det fra TKT Electronics, som har 58 medarbejdere i Skive. Ukrainske lønninger er på niveau med kinesiske.

Elektronikproducenten fra Skive bygger den nye fabrik i samarbejde med udviklings- og testhuset Ektos i Viborg. Den fælles fabriksenhed, Techto Electronics, får hjemsted i den vestukrainske by Ivano-Frankivsk - dør om dør med Ektos’ lokale filial for hardware- og softwareudvikling.

- På vores fabrik i Skive har vi gennem mange år udviklet og forfinet et avanceret kvalitets- og sporbarhedssystem. Sammen med en meget agil produktion betyder det, at vi f.eks. kan behandle en hasteordre inden for få timer. Med dygtige lokale folk, der uddannes sammen med vores danske medarbejdere, sikrer vi en høj kvalitet til priser, der sagtens kan konkurrere med Fjernøsten, siger direktør i TKT Electronics Tommy Korsholt.

TKT Electronics er ekspert i elektronikmontage og fungerer som underleverandør til en lang række brancher, bl.a. energi, medico, landbrug og procesindustrien.

Den nye fabrik søsættes på baggrund af stigende efterspørgsel fra især skandinaviske kunder inden for forbrugerelektronik, oplyser de to virksomheder.

Techto Electronics starter produktionen til september - i første omgang med 25 medarbejdere. Ordrebogen er imidlertid fyldt så godt op allerede, at man forventer yderligere nyansættelser i starten af det kommende år.

Etableringen af Techto Electronics vil ikke medføre udflytning af arbejdspladser fra Skive til Ukraine, fastslår TKT Electronics.

tj

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland