Ritzau Indland

OVERBLIK: Lyskryds for rejseregler genindføres onsdag

Fra onsdag genindføres en rejsemodel, hvor lande og regioner i EU- og Schengenlande tildeles en farve - gul, orange eller rød.

Farven angiver, hvilke regler der gælder ved rejser fra landet, og bestemmes ud fra coronasituationen i landet og indrejsereglerne for danskere.

Farverne opdateres ugentligt på baggrund af tal fra det europæiske center for forebyggelse af og kontrol med sygdomme (ECDC).

Der gælder dog en lang række undtagelser - blandt andet for rejser til grænselandet, besøg på egen ødegård i Norden og for erhvervsrejsende.

Her kan du få et overblik over, hvad de forskellige farver betyder:

* GULE LANDE

Lande er gule, hvis antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere - det såkaldte incidenstal - er under 20 per uge.

Der skal dog være testet flere end 300 personer per 100.000 indbyggere. Ellers bliver landet automatisk orange.

Her er anbefalingen fra ministeriet, at man skal være forsigtig, men rejser frarådes altså ikke.

Ved gule lande skal der fremvises en negativ coronatest, der er højst 24 timer gammel, inden indrejsende boarder flyet til Danmark.

Samtidig skal man testes, når man lander.

Fra gule lande kan udlændinge også rejse ind fra, selv om de ikke har et anerkendelsesværdigt formål for indrejse.

Fra onsdag er der ikke krav om isolation ved indrejse fra Island og de fire norske regioner Nordland, Trøndelag, Troms og Finnmark.

Den anden vej frarådes ikke-nødvendige rejser dog fortsat, hvor landene er orange. Det skyldes indrejserestriktioner og ikke smittesituationen.

* ORANGE LANDE

Er der 30 eller flere nye smittede per 100.000 indbyggere om ugen, bliver landet kategoriseret som orange.

Ikke-nødvendige rejser til orange lande frarådes.

Der er ikke tale om et decideret forbud, og danske statsborgere vil altid kunne rejse ind i Danmark. Men hvis man alligevel er rejst ud, gælder krav om test og karantæne, når man kommer hjem.

Der gælder - som ved gule lande - et krav om en negativ test, når man boarder et fly, der rejser ind i landet, og når man lander.

Samtidig gælder også et krav om isolation, efter at man er landet.

Der er også nægtet indrejse for udlændinge uden anerkendelsesværdige formål i Danmark.

* RØDE LANDE

Farven aktiveres, hvis Statens Serum Institut (SSI) indstiller til det.

Det er en ny "sikkerhedsventil", hvor blandt andet bekymrende virusvarianter tages med i betragtningen.

Til røde lande frarådes alle rejser af ministeriet.

Her gælder samme regler som ved orange lande - listen for anerkendelsesværdige formål er dog forkortet.

* REGIONER

Indberettes der regionale data til ECDC, vil farverne i de lande være på regional basis.

En region i lande, der ellers er orange, hvis der er under 20 nye smittede per 100.000 om ugen.

Hvis et land går fra gul til orange, vil regionen forblive gul, hvis den har under 30 nye smittede per 100.000 indbyggere.

Har en region i et gult land over 75 nye smittede per 100.000 om ugen, vil den region blive orange.

* MODEL FOR TREDJELANDE

Tredjelande farves gule på baggrund af en liste fra EU samt en national vurdering.

Også her aktiveres den røde farve, hvis SSI indstiller til det, mens lande, der ikke er gule eller røde, farves orange.

Fra onsdag åbnes der for rejsende fra Australien, New Zealand, Singapore, Sydkorea og Thailand. Den anden vej er risikofarven dog også her orange.

En stribe lande er farvet røde. Det gælder blandt andet Bangladesh, Botswana og Sydafrika.

Kilde: Udenrigsministeriet

/ritzau/