112

Overfald i boligområde: Mand dømt for grov vold mod ældre kvinde

En 35-årig mand fra Skive kan se frem til at afsone fem måneder i et fængsel.

Retten i Viborg kendte ham skyldig i grov vold begået mod en ældre kvinde i Skive om aftenen den 30. december sidste år.

- Han forklarede i retten, at han ikke havde nogen erindring om det, siger anklager Camilla Berg fra Midt- og Vestjyllands Politi.

I anklageskriftet mod den 35-årige mand står der, at han mellem klokken 18 og 20 den 30. december begik stump vold mod den ældre kvinde, som ifølge anklageren boede i samme boligområde som den nu dømte mand.

Kvinden fik ifølge anklageskriftet blå mærker omkring begge øjne, flere blå mærker på kroppen, hul i baghovedet, hudafskrabninger på begge arme og flere brækkede ribben.

Den ældre kvinde var ikke i stand til selv at møde op som vidne i retten.

I stedet var anmelderen, som er en hjemmehjælper til den ældre kvinde, indkaldt som vidne. Det samme var kvindens datter.

Det endte i sidste ende med at koste den 35-årige fem måneders fængsel.

- Han modtog dommen, siger Camilla Berg.