Gå til hovedindhold
Lokalt

Pædagoger kan blive hjemmehjælpere, hvis coronaen rammer hårdt

25-03-2020 KL. 11:44
Empty
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Skive Kommune er klar til at trække medarbejdere ind fra andre områder, hvis det bliver nødvendigt for eksempel for at sikre plejen af ældre.

Pædagoger, skolelærere, administrative medarbejdere og andre medarbejdere i kommuner arbejder nu hjemme for at begrænse smitten med coronavirus. Det kan blive nødvendigt at plejecentre, i hjemmehjælpen og bosteder at trække dem ind for at hjælpe, hvis medarbejdere de steder bliver ramt af sygdom.

Faglige organisationer har godkendt. Det samme har Folketinget gennem den nye epidemilov.

- Jeg vil gerne understrege, at det ikke er i morgen, at en administrativ medarbejder eller en, der er ansat i Park og Vej bliver bedt om at rykke ud og hjælpe til i for eksempel hjemmeplejen. Eller en skolelærer, der sidder og arbejder med at planlægge hjemmeopgaver online til sine elever, der bliver kaldt på. Men det kan ikke udelukkes, at det er det scenarium, vi kigger ind i. Og nu er aftalen med de faglige organisationer på plads. Så på den måde er vi på forkant med udviklingen af hele situationen i forhold til coronavirus og klar til at få mobiliseret medarbejdere ind i de kritiske funktioner, hvis behovet skulle opstå, siger forvaltningsdirektør Jan Lund-Andersen, der er talsmand for Skive Kommunes krisestab.

Kommuner har ikke frit slag til at sætte medarbejdere ind, hvor der er belejligt. Det skal aftales med afdelinger og tillidsrepræsentanter og ikke mindst de ansatte, der kan komme i spil til helt nye opgaver, hvis der opstår behov for det i tilfælde af for eksempel sygdom blandt plejepersonale.

- Der skal altså være en god grund til at gøre det. Og det er heller ikke noget, vi ønsker, der kommer til at ske. Men vi er nødt til at forholde os til den virkelighed, vi står midt i. Hvis vi pludselig mangler det meste af vores personale, der skulle varetage de kritiske funktioner, så har vi brug for, at der er andre, der kan træde til. Det handler om at kunne sikre vores ældre og svage borgere - og i sidste ende kan det komme til at handle om at redde menneskeliv. Og det er naturligvis en aftale, vi nu er i fuld gang med at udmønte lokalt i en tæt dialog med de forskellige tillidsrepræsentanter og fællestillidsrepræsentanterne. Vi har en fælles interesse i, at vi på bedst mulige vis får tilpasset os denne nye mulighed her i kommunen, siger Jan Lund-Andersen.

Allerede i sidste uge fik personalet på psykiatri- og rusmiddel-området i Skive Kommune besked om, at de kan komme i en situation, hvor der vil være behov for, at de varetager andre jobfunktioner og på andre tidspunkter, end dem de er vant til. Det blev taget godt imod blandt både medarbejdere og tillidsrepræsentanter.

- Jeg blev meget glad for at høre, at de mange dygtige medarbejdere, vi har i Skive Kommune, også i denne alvorlige situation er klar til at tage et endnu større ansvar. Jeg vil virkelig også appellere til forståelse blandt vores hjemmearbejdende medarbejdere. Vi håber, at de vil være klar til at rykke ud i en anden funktion, hvis det skulle blive nødvendigt. Det handler mere end nogensinde om, at vi står sammen og løfter det store ansvar, det er at bringe ikke bare Skive Kommune, men os alle igennem den krise, vi står i nu, siger Jan Lund-Andersen. jkr

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland