Lokalt

Paludan trak sig selv fra friskole-køb: »Det blev for meget med to steder«

Frontfigur og partistifter af Stram Kurs Rasmus Paludan og trossamfundet Sankt Jakob Maurerdræberens Kirke havde egentlig skrevet under på en købsaftale for den nedlagte friskole i Rødding.

Overtagelsen var endda aftalt til at skulle ske først i det nye år.

Men kort tid efter underskrivelsen af købsaftalen fik Rasmus Paludan og hans menighed kolde fødder.

- Efter købet af friskolen i Rødding købte vi også friskolen i Hoven mellem Skjern og Billund. Jeg kan rigtig godt lide Rødding og Salling, men vi kunne bedre se os i de lokaler og på de grønne arealer, der er tilknyttet friskolen i Hoven, og derfor endte det med, at vi trak os fra købet i Rødding. Det blev simpelthen for meget med to steder, fortæller Rasmus Paludan.

Rasmus Paludan og Sankt Jakob Maurerdræberens Kirke nåede altså aldrig at få ejendomsretten over friskolen i Rødding.

Der blev aldrig skrevet et skøde, ligesom købet ikke blev tinglyst.

I stedet blev der etableret en god dialog mellem Lieberkind Ejendomme, der er sælger af friskolen, Rasmus Paludan og Rødding Udviklingsråd.

Den dialog endte som tidligere beskrevet med, at Rødding Udviklingsråd nu i stedet for Rasmus Paludan har købt friskolen af Lieberkind Ejendomme.

- Vi havde aftalt, at vi skulle betale 575.000 kroner for Rødding Friskole, og sidst jeg snakkede med Rødding Udviklingsråd, var det også det beløb, rådet ville give for friskolen. Så man kan sige, at Rødding Udviklingsråd bare har erstattet os som købere, og så er alle tilfredse, siger Rasmus Paludan.

Nicoline Lieberkind Nielsen, der ejer Lieberkind Ejendomme, bekræfter, at Rødding Friskole har erstattet Rasmus Paludan som køber af friskolen.

Hun vil dog ikke konfirmere noget omkring salgsprisen.

- Der har været en utrolig god dialog mellem os, Rasmus Paludan og Rødding Udviklingsråd, og jeg er faktisk lidt imponeret over det sammenhold og den vilje, som udviklingsrådet har udvist undervejs i processen, siger Nicoline Lieberkind Nielsen.

Rasmus Paludan ønsker nu at mane de rygter til jorden, der handler om, at han og trossamfundet bevidst opkøber bygninger rundt omkring for at tjene penge på videresalg.

- Hvis det havde været tilfældet, havde vi stået fast på at købe friskolen i Rødding, og så havde vi solgt den videre til en højere pris. Det har vi netop ikke gjort. Når der er sagt, kan det da godt være, at friskolen i Rødding ikke var blevet solgt, hvis vi ikke havde vist interesse for den, erkender Rasmus Paludan.

Rødding Friskole blev købt af Lieberkind Ejendomme på tvangsauktion i efteråret, men det køb er endnu ikke tinglyst, og derfor er købsprisen ikke kendt.

Men Nicoline Lieberkind Nielsen satte i første omgang Rødding Friskole til salg for 778.000 kroner. Skolen blev dog ifølge Rasmus Paludan solgt for noget mindre.

Pauli Vendelbo

pv@skivefolkeblad.dk

Rasmus Paludan og trossamfundet Sankt Jakob Maurerdræberens Kirke trak sig fra købet af Rødding Friskole. Arkivfoto: Steen Don