Ritzau Politik

Partier holder fast i konfiskering af biler ved farlig kørsel

To af de partier, der står bag aftalen om en række nye tiltag mod såkaldt vanvidsbilisme, holder fast i, at det er et nødvendigt tiltag, at politiet skal kunne konfiskere biler, selv om ejeren ikke har begået nogen forseelse.

Det har ellers udløst kritik. Først fra Landsforeningen af Forsvarsadvokater, der mener, at det kan skabe nogle urimelige situationer, at politiet kan beslaglægge et køretøj, selv om ejeren ikke har begået noget ulovligt.

Som eksempel har de beskrevet, at en mor kan miste sin bil, hvis hun låner den ud til sønnen, som derefter kører for stærkt.

To af partierne bag aftalen, SF og Dansk Folkeparti, er villige til at se, om der kan laves nogle rimelige undtagelser fra tiltaget. Men begge partier står fast på, at det er en nødvendig beføjelse at give politiet.

- Det er helt fint at mene, at vi går for langt med det her lovforslag i den aftale, der er lavet. Men for Dansk Folkeparti har det handlet om at tage bilerne fra vanvidsbilisterne på stedet, siger gruppeformand i Dansk Folkeparti Peter Skaarup.

- Det hensyn overskygger mange andre hensyn.

Det er hans opfattelse, at der er kriminelle, der i dag spekulerer i at overtræde færdselsloven i en bil, de ikke ejer, for at undgå, at bilen konfiskeres.

- Det er fænomenet puljebiler, hvor bandegrupperinger har puljebiler, som mange forskellige kører i. Det er et spørgsmål om, at man har problemer med overhovedet at konfiskere bilerne.

- Lovgivningen har i for høj grad stillet sig på de kriminelles side, mener Peter Skaarup.

Også for SF's retspolitiske ordfører, Karina Lorentzen, vægter hensynet til at få konfiskeret biler fra farlige bilister over risikoen for, at der opstår utilsigtede situationer.

Hun er ligesom Peter Skaarup dog villigt til at se på, om der kan laves undtagelser.

- Jeg ved godt, at det er et skrapt våben at tage i brug at konfiskere biler i højere grad, end vi har gjort tidligere, siger hun.

- Men vi bliver simpelthen nødt til at gøre mere for at forhindre, at det her sker.

- Det er klart, at vi skal kigge på, om der er nogle ting, som vi kan justere på, for at gøre det nemmere for leasingselskaberne, så de undgår at lease ud til de forkerte.

Spørgsmål: Landsforeningen for Forsvarsadvokater har et eksempel med en mor, der låner sin bil ud til sin søn, der kører for stærkt. Skal det omfattes af en undtagelse?

- Jeg synes, at man har et ansvar, når man låner en bil ud til nogen. Så må man sikre sig - specielt hvis man har en fartglad søn - at vedkommende kører pænt og ordentligt i den bil, man låner ud, siger hun.

/ritzau/

Peter Skaarup (DF), der her ses ved et fakkeloptog i forbindelse med en fem-årigs død som følge af en bilist på Frederiksberg, mener, at hensynet til at få konfiskere biler fra bilister, der kører hensynsløst eller farligt, uanset om de ejer den pågældende bil eller ej. (Arkivfoto)