Gå til hovedindhold
Ritzau Politik

Patienter har ventet for længe på udredning for kræft

19-12-2018 KL. 16:40
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

De seneste 18 år har danske patienter haft en lovfæstet ret til at blive udredt og behandlet for kræft inden for en maksimal ventetid.

Men et betydeligt antal patienter har – i strid med lovgivningen – ikke fået tilbudt udredning og behandling af kræft i overensstemmelse med de maksimale ventetider.

Det fremgår af en ny beretning fra Rigsrevisionen. Og det får kritik af de politisk udpegede statsrevisorer. De kalder det "utilfredsstillende".

- Regionerne og Sundheds- og Ældreministeriet har ikke i tilstrækkelig grad sikret tidlig opsporing og behandling af patienter, hvor der er mistanke om eller er konstateret kræft, skriver de blandt andet.

- Særligt bør overvågningen af den tidlige indsats i almen praksis og overholdelsen af de maksimale ventetider styrkes.

Rapporten viser, at der i årene 2014-2017 var mere end 3000 tilfælde, hvor de maksimale ventetider for udredning eller behandling blev overskredet.

Det skal ses i forhold til, at der i samme periode var cirka en halv million patienter, der begyndte udredning for kræft.

2014 var det år, hvor der var klart flest overskridelser af ventetiderne.

Det hænger sammen med, at der blev indført et nationalt screeningsprogram for tyktarmskræft og endetarmskræft. Her havde regionerne ikke kapacitet til at gennemføre alle de påkrævede screeninger.

Kritikken "utilfredsstillende" er i den milde ende af den skala for kritik, Statsrevisorerne opererer med. Når det står rigtig galt til, bruger de formuleringen "påtaler skarpt".

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland