Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Pelosi kræver sanktioner mod Rusland over dusør-rapporter

01-07-2020 KL. 23:50
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

USA må straks indføre sanktioner mod Rusland som følge af rapporter om, at den russiske regering har tilbudt militante fra Taliban dusører for at dræbe amerikanske soldater i Afghanistan.

Det siger formanden for Repræsentanters Hus, demokraten Nancy Pelosi.

- Vi er nødt til at indføre sanktioner mod Rusland, og vi er nødt til at gøre det øjeblikkeligt, siger Pelosi onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kort tid efter Pelosis udmelding oplyser talskvinde for Det Hvide Hus Kayleigh McEnany, at cheferne for de amerikanske efterretningstjenester torsdag vil orientere Kongressens ledere og formændene for efterretningsudvalgene om de pågældende rapporter.

Tidligere på ugen skrev The New York Times, at præsident Donald Trump allerede i februar modtog en skriftlig orientering om, at militante afghanere var blevet lovet russiske dusører for at dræbe amerikanske soldater.

Avisen skrev med henvisning til to unavngivne embedsmænd, at oplysningerne stod i en skriftlig version af en daglig briefing til præsidenten sidst i februar.

CNN bekræfter oplysningerne, men citerer kilder for, at oplysningerne blev givet til Trump "på et tidspunkt i foråret".

Trump siger, at han ikke fik oplysningerne, og Det Hvide Hus hævder, at de ikke blev givet til præsidenten, fordi de ikke var verificerede.

Onsdag gentager Trump, at han ikke var blevet fortalt om rapporter om Ruslands forsøg på at få Taliban til at dræbe amerikanske soldater.

- Vi hørte aldrig om det, fordi vores efterretningsfolk ikke fandt, at det var på det niveau, siger præsidenten til Fox Business Network ifølge Reuters.

- Mange af efterretningsfolkene troede ikke på, at det var sket, tilføjer han.

Ifølge sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus Robert O'Brien vil USA reagere kraftigt, hvis det bliver bekræftet, at Rusland betalte militante for at dræbe amerikanske soldater i Afghanistan.

Robert O'Brien giver ikke yderligere detaljer.

Trump er under tiltagende pres for at forklare sig i forhold til medierapporterne om, at han var informeret om truslen.

De embedsmænd, som The New York Times citerer, fortæller, at rapporterne om de russiske dusører blev anset for at være tilstrækkeligt vigtige og troværdige til at blive medtaget i en skrivelse fra 4. maj i CIA's fortrolige efterretningsoverblik om den internationale udvikling.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland