Gå til hovedindhold
Ritzau Kriminalitet

Pilen peger på Irans Revolutionsgarde i dansk spionsag

29-05-2020 KL. 12:33
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

En 100 år lang konflikt i den sydvestlige del af Iran – i provinsen Khusistan – er fredag omdrejningspunktet under et retsmøde om spionage og attentatplaner i Retten i Roskilde.

Khusistan er præget af bevægelser, som kræver forskellige grader af medbestemmelse eller decideret løsrivelse fra moderlandet Iran.

Blandt dem er gruppen ASMLA - Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahvaz - som kæmper for arabisk selvstændighed. Lederen af ASMLA menes at være en eksiliraner bosat i Danmark.

Det forklarer lektor i iranske forhold Claus Velling Pedersen fra Københavns Universitet. Han er indkaldt som ekspertvidne i den spektakulære sag.

Sagen drejer sig om en norsk-iransk mand, der er tiltalt for at have arbejdet for en iransk efterretningstjeneste i Danmark og for at have deltaget i planlægningen af et attentat mod lederen af ASMLA i Danmark.

ASMLA-lederen har adresse i Ringsted.

Hvis den tiltalte rent faktisk har udført opgaver for en iransk efterretningstjeneste på dansk grund, er det indtil videre uvist for retten, hvilken tjeneste der er tale om.

Der er to efterretningstjenester i Iran: Mois – Ministry of Intelligence and Security (på dansk: ministeriet for efterretning og sikkerhed) og Irans Revolutionsgardes efterretningstjeneste.

Ved hjælp af Claus Velling Pedersens viden om Iran forsøger senioranklager Søren Harbo at pejle sig ind på, hvilken efterretningstjeneste der kan tænkes at udføre opgaver i eksempelvis Danmark.

- Mois står primært for kontraspionage. Den nationale og indre sikkerhed.

- Mens revolutionsgardens efterretningstjeneste nærmere tager sig af det ydre – altså anslag udefra og opgaver i udlandet, forklarer lektoren.

Ifølge anklagemyndigheden indsamlede den tiltalte norsk-iranske mand oplysninger i form af billeder og videooptagelser i dagene 25. til 27. september 2018 omkring eksiliranerens hjem i Ringsted.

Materialet blev angiveligt videresendt til en iransk føringsofficer.

Optagelserne blev lavet få dage efter et angreb med omkring 25 dødsofre på en militærparade i Ahvaz, som er hovedby i provinsen Khusistan.

Både Islamisk Stat og ASMLA tog skylden for angrebet, forklarer Claus Velling Pedersen. ASMLA anses af Iran for at være en terrororganisation.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland