Gå til hovedindhold
112

Pirattaxaer slog til mod festivalgæster: Titusindvis af kroner røvet og stjålet

04-06-2018 KL. 11:04
Empty

Arkivfoto

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mindst et tilfælde af røveri samt flere tilfælde af tyveri og/eller svindel medførte i forbindelse med Skive Festival, at flere kunder i pirat-taxaer mistede for titusindvis af kroner.

Chaufføren eller chaufførerne fik på forskellige måder - fra tvang og dermed røveri over tyverier til svindel - franarret kunder deres betalingskort, som de derefter har hævet store beløb på.

- Det har gentaget sig flere gange i løbet af festivalen, og derfor er der et mønster i det. I sig selv er det her jo en god advarsel mod at sætte sig ind i en pirattaxa. Brug i stedet en vogn fra et registreret taxa-firma, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

I den første af sagerne havde chaufføren ikke held med sig. Under en tur lørdag omkring klokken 01.30 fra festivalpladsen mod Højslev blev chaufføren ved med at kræve flere penge, og da kunden, en 40-årig mand fra Højslev, afviste, blev han sat af, før turen var slut.

Næste gang, lørdag klokken 03.15, skulle en 24-årig mand køres fra Skive midtby til Brårupvej. Den tur kom til at koste ham over 10.000 kroner ud over taksten på 70 kroner. Da de nåede frem, bad chaufføren af den private formodede pirattaxa om at komme med ind og fik på en eller anden måde fat i den 24-åriges dankort, som der efterfølgende er hævet 10.000 kroner på.

Klokken 5 lørdag morgen blev det en tand grovere, idet politiet opfatter det som decideret røveri. En 24-årig mand fra Viborg prajede på Engvej i Skive bilen, hvor der i forvejen var både en chauffør og en passager. De ville gerne køre ham til Viborg. De tvang ham til at udlevere både kontanter og kreditkort, inden de kørte til Viborg og satte ham af, oplyser politiet.

På den 24-åriges to kreditkort er der efterfølgende hævet 5000 kroner på det ene kreditkort og 12.000 over tre hævninger på det andet kreditkort. Så var den tur vist betalt.

I en sidste sag, hvis der ikke kommer flere anmeldelser, lykkedes det også at stjæle dankortet, men ingen har haft held med at hæve penge på det. Her var det en 32-årig mand fra Vroue, der undervejs blev tilbudt en »underligt smagende cigaret«, som han derfor ikke ville tage imod. Fremme i Vroue bad chaufføren om et glas vand. Det fik han - dog uden at få lov til at komme ind i huset, men efter at have drukket vandet gav chaufføren et afskedskram, og efter det kram var den 32-åriges kreditkort væk.

Her har man forsøgt at hæve to gange 9000 kroner og en gang 15.000 kroner, men det lykkedes ikke.

- Lige i øjeblikket ønsker vi på grund af vores efterforskning ikke at sige mere - heller ikke med hensyn til signalementer, og hvordan sagerne efter vores opfattelse hænger sammen, siger Niels Bach.

Han antyder dog, at der åbenbart er nogle, der forsøger at lave penge i forbindelse med arrangementer rundt om.

- Hvis det lykkes en gang, er der en tendens til, at man gentager det. Det lærte vi på politiskolen, og det holder oftest, slår han fast.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste 112

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland