Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Polakker nedlægger arbejdet i protest mod ny abortlov

28-10-2020 KL. 23:05
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Tusindvis polakker er onsdag aften gået på gaden for at demonstrere mod en kommende skærpelse af landets abortlovgivning.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Lokale medier skriver, at flere arbejdstagere - både mænd og kvinder - har nedlagt arbejdet for at deltage i demonstrationerne, der nu har stået på i en uge.

Demonstranterne i landets hovedstad begyndte en march onsdag fra det polske parlament, hvorefter menneskemængden bevægede sig hen foran hovedkvarteret for regeringspartiet PiS (Lov og Retfærdighed).

Flere råbte, at de krævede regeringens afgang.

Onsdag har der også været demonstrationer i Gdansk, Krakow, Lodz, Poznan og Wroclaw. Der har desuden været protester foran polske ambassader i udlandet.

Selv i de normalt regeringstro højborge, byer som Bialystock og Lublin, er folk i tusindvis i gaderne for at protestere. Det skriver netmediet polennu.dk.

Demonstrationerne kommer i kølvandet på, at forfatningsdomstolen i Polen torsdag i sidste uge besluttede, at abort af fostre med misdannelser er forfatningsstridigt.

Dermed er der banet vej for en yderligere stramning af Polens abortlovgivning, der i forvejen er en af Europas mest restriktive.

Når stramningerne træder i kraft, vil det kun være tilladt at få en abort, hvis graviditeten er et resultat af voldtægt eller incest, eller hvis den udgør en risiko for morens liv eller helbred.

Retsafgørelsen træder i kraft, når den formelt er godkendt af præsident Andrzej Duda.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland