112

Politi om brand i lakfabrik: - Man skal holde sig ude af røgfanen

Klokken 13.49 fik Nordvestjyllands Brandvæsen i Skive en melding om en brand på lakeringsvirksomheden Scanlak på Ørnevej i Balling.

Det fik politiet til at sende en melding ud om, at man skulle holde sig væk fra området og ude af røgfanen.

Indsatsleder Jan Nygaard Christensen, der i forvejen var på arbejde ved en havareret lastbil på Glyngørevej ved Bostrup, måtte sætte kursen mod Vestsalling og styre slagets gang i industribygningen.

- Der var ild i en tørreovn inde midt i en produktionshal. Da vi kom, var der kraftig ild i ovnen, hvor de tørrer emnerne, når de er pulverlakeret. Vi fik ovnen kølet ned og ild slukket, inden det fik fat i resten af bygningen. Men der skete store røgskader og selvfølgelig også vand, siger han.

- Men skaderne var dog ikke større, end at virksomheden kan producere videre, tilføjer han.

Blot en halv time efter, at alarmen var gået, afmeldte politiet advarslen om at nærme sig stedet.

Foto: Steen DonFoto: Steen Don