112

Politiet fik anonymt tip: Efterlyst kvinde er nu anholdt

En 41-årig kvinde med nær tilknytning til Vestsalling blev tirsdag formiddag efterlyst af Midt- og Vestjyllands Politi på grund af omfattende svindel og bedrageri.

Derefter fik politiet en masse henvendelser, og en af dem førte til, at kvinden nu er anholdt.

- Vi fik et anonymt tip om, at hun skulle befinde sig på en adresse i Struer, og så susede vi af sted. Og ganske rigtigt var hun på adressen, siger Christian Toftemark, der er efterforskningsleder.

Ved byretten i Aalborg sidste år blev kvinden idømt et år og tre måneders fængsel for omfattende bedrageri på internettet.

Forud for dommen kunne Nordjyllands Politi meddele, at efterforskerne havde identificeret over 180 bedrageriforhold til mindst 300.000 kroner.

Kvinden har svindlet på nettet i forbindelse med køb og salg på blandt andet DBA, hvor hun har solgt varer til en lang række personer i hele landet. Men folk modtog aldrig deres varer, selv om de havde betalt hende.

Efter endt afsoning af dommen er hun dog kun fortsat med sine lovovertrædelser.

- Hun er bare blevet ved og ved, og vi har simpelthen fået anmeldelser ind på hende hele tiden. Vi har også advaret hende om, at hun ville blive efterlyst, hvis hun ikke gav sig til kende, så hun har haft alle muligheder, og til sidst kunne vi simpelthen ikke længere forsvare, at hun gik rundt og svindlede på den måde, siger Christian Toftemark, der gerne vil sige tak for alle henvendelserne.

- Det er et af vores bedste redskaber, når vi efterlyser folk i medierne. Så stor tak til alle, der kontaktede os, siger Christian Toftemark.

<p>Arkivfoto</p>