112

Politiet har særlig fokus: Tre bilister taget med stoffer i blodet

I denne uge gør lokalpolitiet i Skive gjort en ekstra indsats for at komme kørsel i påvirket tilstand til livs.

Tirsdag gav det en enkelt sag på døgnrapporten, og onsdag var der tre personer, der fik noteret deres navne i den sorte bog.

Det fortæller politikommissær Henrik Thomassen.

- Første person, der gik i fælden, var en 20-årig mand fra Skive, der klokken 16.15 blev stoppet på Brårupvej. Narkometertesten gav udslag for hash, og manden havde heller ikke et kørekort, siger Henrik Thomassen.

En time senere var det en 28-årig mand fra Skive, der blev stoppet i Østergade.

Hans narkometertest gav udslag for opiater, og han blev taget med for at få taget en blodprøve.

- Til sidst stoppede vi klokken 20.50 en 30-årig mand uden fast bopæl på Viborgvej i Skive. Han var både påvirket af alkohol og euforiserende stoffer, og derfor blev han taget med, så der kunne tages en blodprøve for både alkohol og stoffer. Derudover havde den 30-årige mand fået frakendt sit kørekort, siger Henrik Thomassen.

Den ekstra indsats mod påvirkede bilister fortsætter torsdag, og politiet i Skive har fået en ekstra patruljevogn til rådighed i forbindelse med opgaven.