112

Politiet på gps-jagt: To gravemaskiner stjålet fra virksomheder

Henover weekenden er der ikke bare forsvundet en gravemaskine - der er forsvundet to.

Fra torsdag den 29. april til mandag 3. maj er en beigefarvet to tons tung gravemaskine blevet stjålet fra Hedelund i Glyngøre. Maskinen var blevet kørt på en trailer af ejer Søren Knudsen Entreprenørforretning, og ukendte gerningsmænd er herefter stukket af med både trailer og gravemaskine.

Virksomheden havde heldigvis en gps-tracker i maskinen, og mandag morgen oplyste de til politiet, at den befandt sig i et skovområde sydvest for Vilholmvej ved Durup.

En patrulje kørte derud, og cirka 100 meter væk fra vejen var gravemaskinen parkeret. Den var i skjul, så man ikke kunne se den fra vejen.

Virksomheden fik gravemaskinen, som har en værdi af 200.000 kroner, tilbage igen. Trailer, der har en værdi af 50.000 kroner, var der dog ingen spor af.

Et anden firma mistede også en gravemaskine. Ukendte gerningsmænd er mellem søndag klokken 19 og mandag morgen klokken 8 lykkedes med at stjæle en rød gravemaskine fra et ulåst maskinhus på Grynderupvej ved Sæby.

En varebil, der var parkeret ved siden af, er også blevet brudt op. Fra den er der stjålet en gul jordloppe, som bruges til at stampe jord med, og en blå og sølvfarvet nanoflow, der er en maskine, man bruger til at skyde fiber med.

Jordloppe, nanoflow og gravemaskine har en samlet værdi på 224.000 kroner.

Arkivfoto