Gå til hovedindhold
112

Politiet slog til mod cyklister uden lys ved gymnasiet

12-01-2018 KL. 11:35
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Tidlig fredag morgen slog færdselspolitiet til i Skive. På jagt efter mørke cyklister.

To betjente ved Skive Gymnasium, hvor de havde parkeret i hver sin civile bil lige ved cykelstativerne. Og yderligere tre, der arbejdede rundt om i byen.

- Det ser pænt ud. Det ser godt nok godt ud, lød det igen og igen fra Per Mosegaard fra færdselspolitiet i Midt- og Vestjylland, efterhånden som den ene cyklist efter den anden kørte forbi på Egerisvej. Alle med lys på.

- Generelt - og det er ikke bare i Skive - virker det som om, at det er blevet moderne igen at køre lovligt på cykel, fortæller Per Mosegaard og understreger, at det bestemt bekommer politiet vel.

Lige da han har sagt det, kigger han to gange på en cykel, der kører i retning mod ham. Der er en forlygte. Men der er ikke lys i forlygten.

Per Mosegaard træder ud på cykelstien og stopper cyklisten, der viser sig at være en 19-årig ung mand. Han undskylder sig med dovenskab. Der er heller ikke lys i lygten bagpå.

Og det bliver dovenskab, som koster penge. Per Mosegaard beder om legitimation og udskriver en bøde på 700 kroner.

Han har stået ved gymnasiet siden klokken 7.30. Lige lidt før klokken 8 kommer endnu en mørklagt cyklist. Her er der lys bagpå, men det er ikke nok. Der skal være lys, som er tændt, både foran og bagpå. Endnu en bøde på 700 kroner udskrives til den denne gang 18-årige mand.

Klokken er blevet 8, og der er gået en halv time.

- I betragtning af, at over 100 cyklister har kørt forbi, er det ganske pænt, at der kun har været to uden lys, siger Per Mosegaard.

En pige kommer trækkende med en cykel, der ikke er lys på. Det er ikke ulovligt, og hun får lov til at passere.

- Hun kan være punkteret, men jeg skal ikke udelukke, at SMS-kæden er i gang. Det kan vi ikke forhindre. Men det gør heller ikke så meget. Vi står her også for at vise flaget og på den måde fortælle de unge mennesker, at man altså risikerer en bøde, hvis man ikke har lys på cyklen. Målet er ikke at udskrive så mange bøder som muligt, fortæller Per Mosegaard.

Denne fredag morgen har færdselspolitiet valgt at koncentrere opmærksomheden omkring Skive og cyklister uden lys på.

Det er et led i en landsdækkende kampagne hovedsagelig ved skoler og uddannelsesinstitutioner i denne uge. Ud over de to ved Skive Gymnasium var tre færdselsbetjente i gang andre steder i Skive by. Lokalpolitiet i Skive deltog ikke i aktionen.

- Jeg tror, det er vigtigt at vise, vi er opmærksomme på det, for det er farligt, når folk kommer cyklende oven i købet ofte i mørkt tøj og uden lys på cyklen, slår Per Mosegaard fast.

Flere læsere har henvendt sig, efter at det lokale politi havde meddelt, at de ikke selv gennemførte kontroller denne gang.

En påpeger, at mørke fodgængere ofte i sort tøj også er et problem og opfordrer dem til at bruge reflekser.

En taxachauffør mener, det er en opgave, som politiet altid bør prioritere, fordi der er for mange mørke cyklister, og det er et stort problem for trafiksikkerheden. Han fremhæver desuden, at hvis der sker noget, vil det næsten altid være bilisten, som får skylden, fordi cyklister og fodgængere er bløde trafikanter.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste 112

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland