Gå til hovedindhold
Lokalt

Politikere lægger budget for 2019: Tre veje kan blive udvidet

24-08-2018 KL. 09:44
Empty

Vrouevej er en af tre veje i Fjends, der kan se frem til en udvidelse, hvis pengene bliver sat af til det.Arkivfoto

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Torsdag og fredag tager byrådspolitikerne i Viborg Kommune på budgetseminar i Rebild.

Og med i kufferten af mulige projekter, der kan få tilført anlægsmidler, er tre vej­udvidelser i Fjends.

De tre veje, som teknisk udvalg har prioriteret, er Birkesøvej, Mønsted Skovvej og Vrouevej. I alt er der peget seks veje ud i indstillingen fra teknisk udvalg.

- Det kommer til at foregå sådan, at teknisk udvalg får en portion penge, og så skal udvalget prioritere igen mellem de seks veje. De får nok ikke penge til alle seks, men når de tre veje i Fjends er skrevet ned på papir, så er det nemmere at komme i mål, siger byrådsmedlem Claus Clausen (V), Vroue, der kender til de smalle veje i Fjends.

- Nu bor jeg selv tæt på den ene, men jeg ved, at de alle tre er meget smalle, og det vil være tiltrængt, hvis de bliver udvidet, siger Claus Clausen.

Claus Clausen fortæller også, at han arbejder videre med at få cykelstien mellem Fly og Skive på budgettet, men det bliver ikke denne gang.

Den store udfordring forud for budgetforhandlingerne er på driften. Forvaltningen har fejlberegnet befolkningstilvæksten, så Viborg Kommune har 36 millioner kroner mindre end forventet til drift.

Men det betyder ifølge Claus Clausen ikke besparelser.

- Nej, men det betyder, at vi er status quo i forhold til 2018. Der er også lidt udfordringer på anlægssiden, da der er langt flere projekter, end rammen tillader, så her bliver øvelsen at finde det, som kan udskydes, lyder det fra Claus Clausen.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland