Gå til hovedindhold
Debat

Politikerne har tabt muligheden for at få succes med skolereform

15-03-2018 KL. 11:36
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Jeg forudser, at skolereformen vil mislykkes alene på grund af den arrogante og mobbende adfærd.

I 2013 blev lærerne kørt over af politikerne, har Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti udtalt for nylig. Siden er han blevet mobbet, fordi han havde mod til at holde fast i sin opfattelse. I Aalborg har Socialdemokratiet frabedt sig Mette Fredriksens medvirken som taler 1. maj, når hun undlader at forholde sig til den kommende lockout.

Det fremgår af pressen, at 72 kommuner ud af i alt 98 har indgået en lokalaftale med lærerne om deres arbejdsvilkår. Alligevel har KL’s bestyrelse besluttet at gøre konflikten med de offentligt ansatte omfattende, således at alle danskere kommer til at lide.

Kommuner, regioner og stat får overskud, når de lockouter de ansatte, idet de sparer penge på lønbudgettet. Hvordan vil for eksempel kommunerne refundere kommuneskat for de ydelser, som borgerne ikke får? Byrådet har en kontrakt om at levere ydelser for kommuneskatten, som borgerne ikke får under en omfattende lockout. Hvordan vil Skive Byråd kompensere borgerne for manglende børnepasning, ældrepleje og skolegang?

Måske skal vi kollektivt strejke ved at undlade at betale den andel af kommuneskatten, som vedrører det antal dage, som konflikten varer? Tilsvarende skal vi tilbageholde statsskat for manglende operationer og anden offentlig service.

I 2013 var der en aftalt plan mellem KL og regeringen om, at lærerne skulle køres over.

Helle Thorning Schmidt sikrede som statsminister et lovindgreb over for lærerne. Året efter trådte en ny skolereform i kraft. Det er let at forstå, at erfarne lærere efter den behandling skyndte sig på pension. Andre dygtige lærere flygtede fra deres job, således at hver sjette underviser i folkeskolen i dag er uden læreruddannelse. Samtidig ønsker Folketinget og regeringen, at eleverne skal blive så dygtige som muligt og trives optimalt. Det er utroværdigt.

Jeg forudser, at skolereformen vil mislykkes alene på grund af den arrogante og mobbende adfærd, som politikere har udvist og fortsat udviser over for folkeskolens ansatte. Det påstås, at lærerne gør det dårligt, og at lederne gør det dårligt. Der er også dårlige resultater med skolereformen. Aldrig tidligere har politikere vist så nedvurderende adfærd over for de ansatte i folkeskolen. Engagement og ildhu købes ikke ved lønstigninger, nye regler og lovindgreb.

Der er overalt i samfundet fokus på, at forbedringer forudsætter en høj social kapital, der kræver en oplevelse af tillid, retfærdighed og samarbejdsevne fra arbejdsgiverne.

I øjeblikket har politikerne med lockoutvarsel til de ansatte i folkeskolen yderligere tabt muligheden for at få succes med skolereformen. Det gælder også i Skive Kommune.

 

Magne Uldall-Jessen,

chefkonsulent,

Petuniavej 254,

7800 Skive

 

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland