Gå til hovedindhold
112

Politirapporten: Intet udbytte, ingen narkohandel og ingen kaffe

13-02-2018 KL. 11:17
Empty
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Indbrud uden udbytte
Et indbrud i Vestfjendshallen i Vridsted mellem søndag klokken 20 og mandag morgen klokken 09.15, hvor det blev opdaget, har tilsyneladende været spildt arbejde for indbrudstyvene. I hvert fald ser det umiddelbart ud som om, der ikke er stjålet noget, oplyser lokalpolitiet i Skive. Et par indvendige døre er sparket op - blandt andet til kioskens depotrum. Det vides ikke, hvordan man er kommet ind.

23-årig bilist med cannabis
En 23-årig mand fra Haderup blev mandag morgen rutinemæssigt stoppet af politiet på Asylgade i Skive. Han blev testet med et narkometer, der gav udslag for cannabis (hash), og han blev derfor anholdt og fik taget en blodprøve, oplyser lokalpolitiet i Skive.

Taget med tre gram hash
En 22-årig mand fra Skive havde tre gram hash på sig, da politiet mandag omkring 12 visiterede ham på en adresse på Mølletoften i Skive. Den 22-årige var på besøg på stedet. Politiet havde fået et tip om narkohandel fra adressen, og da de kom, var der to personer til stede. Bortset fra de tre gram hash, som den 22-årige havde på sig, fandt de ikke noget, oplyser lokalpolitiet i Skive.

Stjal penge fra kassen
Da en ekspedient i forretningen »Rumfang« på Posthustorvet i Skive mandag kort efter klokken 17.30 gjorde kassen op, manglede der 2550 kroner. Mistanken rettede sig mod en kunde, der havde været inde i forretningen i tidsrummet 16.30-17, hvor han ville købe vaser, men pludselig manglede sit dankort og forsvandt. Han forsøgte uden held at få ekspedienten ud på lageret og væk fra forretningen. Kort efter at han var gået igen, var ekspedienten et kort ærinde ude på lagerret, og det menes, at tyveriet er sket der. Om det er den tidligere kunde eller en anden, der stå bag, er politiet ikke sikre på, men de vil gerne i kontakt med den pågældende. Han beskrives som udenlandsk, muligvis arabisk af udseende, høj (185-190 centimeter) og talte godt dansk.

Påvirket viborgenser i Skive
Klokken 00.45 natten til tirsdag stoppede politiet på Holstebrovej en stærkt slingrende bil. Da de testede bilens fører med en narkotester, var der udslag for hash, og den 22-årige mand, der er fra Viborg, blev anholdt og fik taget en blodprøve. Desuden fandt politiet et gram hash på ham, og derfor er han også sigtet for besiddelse af narko.

Mulige tyve i Vestervænget
Lige før klokken 02 natten til tirsdag fik politiet anmeldelse om, at tre unge mænd var ved enten at begå indbrud i en bil eller stjæle bilen, der stod parkeret ved Vestervænget i Skive. Da politiet kom til stedet, var de unge mænd væk, men bilen stod der stadig, og der var ifølge politiet ikke spor efter indbrud eller forsøg på det. Det oplyser lokalpolitiet i Skive.

Intet udbytte af kaffefusk
En 32-årig mand med tilknytning til Skive, der i øjeblikket bor på et forsorgshjem udenfor kommunen, mens han venter på at komme til at afsone otte måneders fængsel, forsøgte fredag at få refunderet udgifterne til en pose kaffe hos Rema 1000 i Nørregade. Han dukkede op med både kaffe og kvittering, men en ansat havde holdt øje med ham: Kvitteringen havde den 32-årige fundet i en skraldespand, og kaffen havde han taget fra en hylde hos Rema 1000, oplyser lokalpolitiet i Skive.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste 112

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland