112

Politirapporten: Narko-billister, indbrud og drenge stjal alkohol

Narkobilist i Torvegade

En 47-årig mand fra Roslev blev tirsdag formiddag stoppet i en bil i Torvegade. Ved stoppet blev der taget en narkometertest, og den gav udslag for amfetamin, oplyser lokalpolitiet i Skive.

Derudover havde manden ingen ret til at køre bil, og et familiemedlem til manden bliver også sigtet for brud på oplysningspligten.

Det er en 52-årig kvinde, der også kommer fra Roslev, som bliver sigtet for at have overladt sit køretøj til manden.

Narkobilist i Stoholm

En 24-årig mand fra Viborg blev tirsdag middag taget i at køre bil i Østergade i Stoholm, mens han var påvirket af cannabis.

Han blev anholdt og taget med for at få taget en blodprøve.

Drenge stjal cult shakere

Mandag eftermiddag ved 14.30-tiden blev to unge butikstyve tilbageholdt i Rema 1000-butikken på Holstebrovej i Skive.

Da politiet kom frem, kunne det konstateres, at der var tale om en 12-årig dreng fra Skive og en 13-årig dreng fra Skive,

De var blevet taget i at gemme to Cult Shakere i rygsækken og forsøge at forlade butikken uden at betale for dem.

- De to shakere havde en samlet værdi af 20 kroner, men det er stadig tyveri, og efterfølgende blev den ene dreng afhentet af et familiemedlem, mens den anden blev kørt hjem, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Niels Bach oplyser desuden, at SSP nu er blevet underrettet på grund af drengenes lave alder.

Indbrud på friskole

I weekenden blev der begået indbrud på Skive Friskole.

Tyvene skaffede adgang via hoveddøren, og der blev stjålet 100 kroner i kontanter og en dåse chokolade.

Der var ikke tegn på indbrud ved døren, oplyser lokalpolitiet i Skive.

Indbrud i landejendom

I tidsrummet fra den 2. januar til den 5. januar har der været indbrud i en landejendom ved Ajstrup nær Højslev. En dør er blevet sparket ind, og gerningsmændene stjal elektronikudstyr til et stokerfyr for i alt 10.000 kroner, oplyser lokalpolitiet i Skive.

Ild i terrassetag

Nytåraften ved 22-tiden gik der ild i et plastiktag på en terrasse på Brårupgade.

Flammerne var angiveligt antændt af fyrværkeri, lyder det fra politiet.

Smykker og ure stjålet

I løbet af et par dage omkring nytårsaften har der været indbrud i en villa på Valmuevej.

Tyvene har skaffet sig adgang ved at smadre et vindue til stuen, og de er sluppet af sted med smykker og ure til en samlet værdi af 10.000 kroner.

Spirituskørsel på Flyndersøvej

Lørdag eftermiddag mistede en 48-årig mand fra Vinderup kontrollen over sin knallert, da han kom kørende ad Flyndersøvej.

Han blev efterfølgende taget med, så der kunne tages en blodprøve. Ifølge politiet var manden påvirket af alkohol.

Måtte ikke køre bil

En 39-årig mand fra Nykøbing er i weekenden blevet taget i at køre bil på Resenvej, selv om hans kørekort er inddraget.

Det bliver han nu sigtet for.

Det er især trafikale problemer, som lokalpolitiet har taget sig af i weekenden. Arkivfoto