112

Politirapporten: Tyv løb med gavl-gevirer og høvlebænk stjålet gennem tag

Gavlpynt med gevir og horn stjålet fra sommerhus

Ukendte gerningsmænd havde set sig lune på noget gavlpynt på et fritidshus på Jelsevej ved Lundø.

Fra tirsdag den 30. marts til torsdag den 1. april er der fra husets gavl i hvert fald stjålet unikke gevirer fra afrikanske bøfler og to sjældne horn fra hartebeest antiloper - også kaldet koantiloper.

Anmelder anslår den samlede værdi til omkring 15.000 kroner.

83-årig fik stjålet pung i supermarked

Onsdag mellem klokken 14 og 14:30 blev en 83-årig kvinde fra Skive bestjålet, da hun handlede i Føtex. På vej ned til kasselinjen opdagede kvinden, at hendes medbragte pung manglede.

I pungen var personlige kort og 2.000 kroner i kontanter. Til politiet har kvinden fortalt, at hun har henvendt sig i Føtex, men de har oplyst, at der ikke er overvågning.

Politiet har ikke yderligere til sagen.

Spritbilist standset på Hobrovej

Tidligt fredag morgen klokken 01:10 standsede en politipatrulje en bil, der kom kørende ad Hobrovej ved Højslev. I bilen sad en 22-årig mand fra Aalborg. Politiet mente, at manden var påvirket, og han fik derfor besked på at puste i et alkometer. Det gav udslag på mere end det tilladte, så manden blev anholdt og taget med til en blodprøve.

Butikstyv i Vinderup

Fredag lige inden middag havde gjorde en 18-årlig kvinde sig til butikstyv i Rema 1000 i Vinderup.

Det fortæller Knud Lauritsen fra lokalpolitiet i Holstebro.

- Hun glemte at betale for et stearinlys til en værdi af 22 kroner, og det er jo så dumt, siger Knud Lauritsen.

Forsøg på tyveri

To minutter efter søndag blev til mandag, opdagede et vidne, at en mand var ved at bryde ind i en skurvogn på en byggeplads på Gammelgårdsvej i Skive.

Da vidnet gik hen mod manden, flygtede han derfra.

- Da vi kom frem til stedet, kunne vi konstatere, at en varebil og en container også var brudt op. Og derudover blev der fundet en bunke af el-drevet værktøj, som gerningsmanden formentlig havde samlet sammen, siger Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Men på grund af det vakse vidne fik tyven ikke noget med sig denne gang.

Politiet har umiddelbart ikke noget at gå efter i sagen.

Værktøjet tilhører Salling Entreprenørfirma A/S.

Mand kørte med hash i blodet

Torsdag klokken 13:26 bragte en politipatrulje en bil til standsning på Vinderupvej ved Ejsing. I bilen sad en 30-årig mand fra Holstebro, og han blev bedt om at tage en narkotest. Testen gav udslag for cannabis, og manden blev derfor anholdt og taget med til en blodprøve. Herefter blev han løsladt igen.

Hærværk mod bil på Dalgas Allé

Ukendte gerningsmænd har mandag mellem klokken 17:30 og klokken 18:15 kastet sten mod og gennem ruden på en Ford S-Max, der holdt parkeret på Dalgas Allé i Skive.

Tyve stjal høvlebænk gennem tag

Fra torsdag den 15. april til mandag den 19. har ukendte gerningsmænd brudt ind i børnehavens Rosenbakkens skur. Tyvene har fået adgang gennem en tagplade. Fra skuret er det lykkedes dem at stjæle en høvlebænk fra træ. Og på en eller anden måde er tyvene lykkedes med at få høvlebænken med ud samme vej, som de kom ind - altså gennem taget.

Tyve fortrød indbrud, da alarmen lød

Ukendte gerningsmænd stak hurtigt af fra et indbrud hos GF Forsikring på J C Stillings Vej i Skive natten mellem mandag og tirsdag i sidste uge. Klokken 02:53 gik alarmen, og politiet blev tilkaldt.

Da en patrulje ankom til stedet fire minutter senere, kunne de se, at nogen havde aflistet et vindue. De kunne også se, at gerningsmændene havde været indenfor, men under patruljens gennemgang af stedet var der ingen indbrudstyve at se, så de har hurtigt været ude igen.

Der er formodentlig heller ikke stjålet noget fra stedet.

Stjålne mønter, smykker og skrin: Tyve på spil flere steder

I forrige weekend har der været en stribe af indbrud i flere dele af lokalområdet.

Ukendte gerningsmænd har natten mellem torsdag og fredag opbrudt et vindue hos Salon Artek i Skive. Fra kassen har de stjålet 369 kroner i mønter.

Fra fredag klokken 20 til lørdag formiddag klokken 10:45 har ukendte gerningsmænd knust en rude i en terassedør i en villa på Solparken i Vinderup. Hele huset er blevet gennemrodet, og et porcelænsskrin er blevet stjålet. En endelig opgørelse over, hvad der er blevet stjålet, mangler stadig.

Gennem en knust rude har ukendte gerningsmænd også skaffet sig adgang til en villa på Bygvænget i Roslev. Natten mellem fredag og lørdag er der således stjålet smykker og kontanter til en samlet værdi af 1000 kroner.

Dreng i traktor havde ikke kørekort

Fredag klokken 10:56 stoppede politiet en traktor med en påspændt tromle i krydset Fur Landevej og Sølvvej ved Thorum. Føreren af traktoren var en 16-årig mand fra lokalområdet, og da politiet bad om at se hans traktorkørekort, fandt de ud af, at sådan et var drengen ikke i besiddelse af.

Han er derfor sigtet for at køre traktor uden førerret.

Det er især trafikale problemer, som lokalpolitiet har taget sig af i weekenden. Arkivfoto