Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Polsk præsidentvalg kan definere landets forhold til EU

12-07-2020 KL. 06:00
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Polakkerne går søndag til stemmeurnerne ved et præsidentvalg, der står til at blive en sand gyser, som kan forme landets forhold til EU mange år fremover.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den ene kandidat er siddende præsident, Andrzej Duda, som er allieret med regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS).

PiS har stået i spidsen for et Polen, der af EU de seneste år har fået stærk kritik for reformer, som ifølge unionen øger den politiske kontrol over domstolene og er på kant med retsstatsprincipper.

Hans modkandidat, Rafal Trzaskowski, er borgmester i Warszawa og medlem af oppositionspartiet Borgerplatformen.

Trzaskowski har sagt, at han vil bruge sin vetomagt som præsident til at blokere for love fra parlamentet, der kan underminere demokratiske normer.

Borgmesteren ser et meget delt Polen, hvor de bærende institutioner i et vist omfang er "under angreb".

- Vi har et meget levende civilsamfund, og det viser mobiliseringen før det her valg også, siger Trzaskowski til BBC lørdag.

- Men det er sandt, at regeringen har forsøgt at angribe ret mange uafhængige institutioner og også lokalregeringerne. De tager vores magt fra os. De tager dele af vores budget fra os. Så på en måde er det et demokrati under angreb.

Duda har på den anden side positioneret sig selv som en, der forsvarer katolske værdier.

Samtidig har han stået i spidsen for flere velfærdsordninger, som har gjort ham populær, særligt på landet og i mere fattige dele af Polen. Det skriver Reuters.

- Jeg tror på, at vi kan bygge det Polen, som vi drømmer om. Et retfærdigt Polen, et rigt Polen, et stærkt Polen. Et Polen, der kan beskytte de svage og ikke må frygte de stærke, sagde Duda fredag i en tale til sine støtter ifølge nyhedsbureauet.

Imens har Trzaskowski ifølge mediet Euronews sagt, at han vil hele forholdet til EU. Han har også støttet LGBT- og abortrettigheder.

Polens præsident har ikke stor magt i forhold til selv at udøve politik. Derfor ventes Trzaskowski, hvis han vinder valget, heller ikke at kunne skabe store forandringer.

Men da oppositionen samtidig har flertal i det øvre kammer i parlamentet, vil det være svært for regerende PiS at få sin dagsorden igennem, hvis partiet også mister præsidentposten, skriver Reuters.

Det kan potentielt resultere i et politisk dødvande.

Præsidentvalget er den anden runde, efter at første runde blev afviklet 28. juni. Valgstederne åbner klokken 07.00 dansk tid og lukker klokken 21.00, skriver Reuters. Her kommer også en valgstedsmåling.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland