Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Pompeo kalder Irans rolle i droneangreb for en krigshandling

19-09-2019 KL. 04:45
Udenrigsminister Mike Pompeo og kronprins Mohammed bin Salman hilser på hinanden ved førstnævntes ankomst til storbyen Jeddah onsdag.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, kalder Irans mulige involvering i weekendens angreb mod saudiske olieanlæg for "en krigshandling".

Kommentaren faldt onsdag aften efter et møde i Jeddah med Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman. Det skriver flere amerikanske medier herunder The New York Times.

- Vi er velsignet, i og med at ingen amerikanere blev dræbt i dette angreb. Men når man oplever en krigshandling af denne karakter, er der jo altid en risiko.

Onsdag fremlagde det saudiarabiske forsvarsministerium påståede beviser for, at droneangrebene "utvivlsomt" er orkestreret af Iran og dets militær.

Det har Iran konsekvent afvist.

- Angrebet kom nordfra og var utvivlsomt sponsoreret af Iran. Beviserne har I her foran jer, lød det onsdag fra en talsmand fra det saudiarabiske forsvarsministerium Turki al-Maliki ifølge tv-stationen Al-Jazeera.

De shiamuslimske houthi-oprørere, der kæmper en indædt kamp mod den saudiskledede koalition i Yemen, har taget ansvaret for angrebet.

Houthi-oprørerne støttes i deres kamp af blandt andet Iran.

Ved mødet i Jeddah tilføjede Mike Pompeo ifølge nyhedsbureauet dpa, at man "har stor tiltro" til flere efterretningsanalyser. De konkluderer, at houthi-oprørerne ikke besidder de våben, der skal til for at gennemføre den type angreb, som ramte olieanlæggene.

Samtidig erklærede Pompeo, at man vil indgå i dialog med Saudi-Arabien. Målet er at samle en koalition af lande, der kan svare igen "på en passende måde".

Udenrigsministeren ville dog ikke uddybe, hvad en international koalition ville præsentere af modsvar - især hvorvidt det kunne indebære et gengældelsesangreb.

Fordømmelsen er den hidtil kraftigste fra den amerikanske regering.

Spændingerne mellem USA og Iran er øget, siden præsident Donald Trump valgte at trække USA ud af den internationale aftale om Irans atomprogram.

Lørdagens angreb har forstyrret den omfattende saudiarabiske olieproduktion.

Produktionen på de to anlæg ventes dog at være oppe på fuld kapacitet inden udgangen af september. Det oplyste Saudi-Arabiens energiminister tirsdag.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland