Projektgruppe om høj pris på renovering: "Det giver os bare endnu mere blod på tanden"

Foto: Steen Don
Et sted mellem 2,5 og 3,5 millioner kroner.
Så meget vurderer DSB Ejendomme, at prisen på en renovering af den nedrivningstruede stationsbygning i Stoholm vil koste.
Meldingen, som DSB kom med i Skive Folkeblad fredag, kommer noget bag på projektgruppen for bevarelse af Stoholm Station.
- Det er helt nyt for mig. Men helt overordnet er det ikke noget, der ryster os. Det er bare endnu en udfordring, og det giver os endnu mere blod på tanden siger Finn Godrim, der er talsmand for projektgruppen .
Projektgruppen er fortrøstningsfuld oven på mandagens succes, hvor det lykkedes at få udskudt nedrivningen og indledt en dialog med DSB om at redde den 155 år gamle stationsbygning, som ifølge DSB er i »frygtelig dårlig stand«.
- Vi mærker en overordentlig stor opbakning og interesse for projektet, fortæller talsmanden, der gerne vil vente med at kommentere mere konkret på DSB’s melding til projektgruppen har fået kigget tallene ordentligt igennem.
Han oplyser dog, at borgergruppen planlægger at afholde et borgermøde i ugen 50. Den præcise dato er endnu ikke lagt fast.