Gå til hovedindhold
Ritzau Sport

Randers-træner roser engagement trods tomme tribuner

29-05-2020 KL. 12:45
Thomas Thomasberg så sit hold smide sejren i kampens overtid torsdag mod AGF. (Arkivfoto)
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Torsdagens 1-1-opgør mellem AGF og Randers FC blev en del anderledes end en normal 3F Superligakamp.

Efter 80 dages pause genåbnede de to hold nemlig sæsonen uden tilskuere med udendørs telte som omklædningsrum og dåselyd i højttalerne.

Ikke desto mindre mener Randers-træner Thomas Thomasberg, at kampen lignede en hvilken som helst anden kamp trods omstændighederne.

- Jeg tror, at kampen var forløbet på samme måde, som hvis der sad 10-15.000 tilskuere.

- Der var rigtig god tænding og intensitet, og jeg tror ikke, at man kunne have set mere energi og udstråling fra spillerne, siger Thomasberg.

Derfor tror han heller ikke, at det får den store indflydelse, at der måske ikke kommer tilskuere på stadion mere i denne sæson.

Randers-anfører Erik Marxen var naturligvis glad for at spille en betydningsfuld kamp igen, selv om meget var anderledes, end det plejer.

- Hvis resten af sæsonen kan fortsætte på denne måde, er det ikke noget problem.

- Alt i og omkring kampen fungerede optimalt under de her forhold, selv om vi selvfølgelig manglede tilskuere, siger Marxen.

Til torsdagens opgør var der sat virtuelle tribuner op på den ene langside med video af fans hjemme i stuerne.

Det alternative stemningsforsøg var dog ikke noget, Randers-anføreren bed særligt mærke i.

- Det var ikke noget, jeg lagde mærke til under kampen, selv om det er et super initiativ af AGF.

- Der er ikke sådan, at man rigtig føler, at der er en tilstedeværelse af fans, mener Marxen.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland